Novo Nordisk opjusterer igen forventninger til 2022

3. AUG 2022 • 17:58ERHVERV/POLITIK

Efter vækst i første halvår hæver Novo Nordisk nu forventningerne til salgsvæksten for hele 2022.

Efter stigning i driftsresultat og overskud i første halvår opjusterer Novo Nordisk forventningerne til hele 2022.

Det fremgår af medicinalselskabets halvårsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag. Det var ellers først forventet torsdag.

Novo Nordisk forventer nu en salgsvækst på 12-16 procent og en vækst i driftsoverskuddet på 11-15 procent for hele 2022.

Efter første kvartal lød forventningen på 10-14 procent i salgsvækst i 9-13 procent i driftsoverskud. Her var der også tale om en opjustering.

- Vi er meget glade for salgsvæksten i den første halvdel af 2022. Væksten er drevet af stigende efterspørgsel på vores GLP-1-baseret diabetesbehandling - især Ozempic, siger Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo Nordisk, i en udtalelse om regnskabet.

Han peger også på, at salg af selskabets fedmemedicin har bidraget positivt til væksten.

Driftsresultatet for første halvår lød på 37,5 milliarder kroner mod 29,8 milliarder kroner i samme periode sidste år. Det er en stigning på 26 procent.

Overskuddet er steget fra 24,7 milliarder kroner i første halvår af 2021 til 27,5 milliarder kroner i første halvår i år, hvilket er en stigning på 11 procent.

De to resultater var dog en smule under, hvad analytikere havde forventet, skriver mediet Finans. Men det har altså ikke stoppet selskabet i at opjustere igen.

Ifølge senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank er det dog et "meget, meget stærkt" halvårsregnskab, som Novo Nordisk leverer.

- Hvis vi stiller skarp på udviklingen i andet kvartal, så vokser man altså med 15 procent i lokal valuta.

- Det tror jeg, at der er rigtig mange andre virksomheder, der vil være misundelige på Novo Nordisk i - specielt i den her tid. Det gælder i øvrigt også andre medicinalselskaber, siger Søren Løntoft Hansen.

Han peger på, at det gode resultat er sket til trods for, at selskabets nyeste fedmemiddel, Wegovy, ikke har levet op til markedets forventninger.

Efter offentliggørelsen af regnskabet faldt Novo Nordisk aktie med 9,40 procent ved børsluk.

Det kan blandt andet tilskrives Wegovys skuffende resultat i forhold til forventningerne, mener Søren Løntoft Hansen.

Samtidig har Novo Nordisk også været ramt af produktionsudfordringer hos en underleverandør, der ikke kan leve op til efterspørgslen.

- Tidligere har Novo Nordisk sagt, at man vil være i stand til at møde efterspørgslen i andet halvår af 2022, og der har nok været en forventning om, at det ville være midt i andet halvår. Nu siger man slutningen af 2022.

- Men et par måneder ændrer ikke det store for potentialet for Novo Nordisk på fedmemarkedet, der vil vokse massivt de kommende år, siger senioranalytikeren.

Novo Nordisk har hovedkvarter i Bagsværd lidt uden for København. Selskabet har også lokaler på en række andre adresser i Danmark - blandt andet i Kalundborg og Hillerød.

Globalt beskæftiger Novo Nordisk i underkanten af 50.000 medarbejdere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU