Netcompany køber dansk bankplatform for en milliard kroner
Selskabet SDC, der står bag en platform til banker, er blevet købt af Netcompany for en milliard kroner.
Netcompany har indgået en aftale om at købe det danske it-selskab SDC for en milliard kroner.Det skriver Netcompany i en børsmeddelelse mandag morgen.
SDC er et selskab med hovedkvarter i Ballerup, der står bag en online platform til banksektoren.
Aftalen forventes at træde i kraft i midten af året, såfremt den får grønt lys fra myndighederne. Myndigheder i henholdsvis Danmark, Norge og Færøerne skal godkende handlen.
André Rogaczewski, der er topchef i Netcompany, er glad for at kunne annoncere den aftale, som selskabet har indgået med majoriteten af aktionærerne i SDC.
- Dette strategiske træk markerer en væsentlig milepæl for Netcompany, siger han i børsmeddelelsen.
Som følge af aftalen vil Netcompany og SDC blive lagt sammen til et fusioneret selskab, som er fuldt ejet af Netcompany. Selskabet får navnet Netcompany Banking Services.
Handlen giver Netcompany en fod inden for på markedet for it-løsninger til den finansielle sektor.
Ifølge selskabsmeddelelsen er markedet estimeret til en værdi på over 44 milliarder kroner i Danmark, Norge og Sverige. Det forventes at vokse med over ti procent årligt frem mod 2028.
- Med SDC's moderne kernebankplatform og Netcompanys innovative DNA og platforme, åbner vi op for hidtil usete muligheder for hele banksektoren, siger André Rogaczewski i en pressemeddelelse om opkøbet.
Ifølge topchefen er Netcompanys mål at levere førende bankservice i Danmark, Skandinavien og med tiden også til resten af Europa.
SDC blev grundlagt i 1963, hvor en række små sparekasser gik sammen for at skabe stordriftsfordele og digital bogføring.
I dag tilbyder selskabet it-systemer til små og mellemstore pengeinstitutter i hele Norden. I slutningen af 2024 havde selskabet 980 fuldtidsansatte i tre forskellige lande.
/ritzau/