Myndighederne registrerede 292 skyggeflådesejladser sidste år

11. FEB 2026 • 08:50ERHVERV/POLITIK

Skyggeflåder, der sejlede i dansk farvand sidste år, mistænkes ifølge DR for at være lastet med russisk olie.

For første gang har de danske myndigheder hen over et år overvåget, anråbt og registreret det, der formelt betegnes som EU-sanktionsdesignerede skibe.

Der blev registreret 292 skyggeflådesejladser i dansk farvand sidste år.

Det viser en opgørelse, som Søfartsstyrelsen har lavet for DR.

Lasten mistænkes for at være sanktioneret russisk olie.

Skyggeflådens primære formål er at holde gang i Ruslands olieeksport - og dermed finansiere krigen i Ukraine - og derfor forsøger EU at ramme eksporten med sanktioner, skriver DR.

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier er Rusland presset af sanktionerne, men ikke i knæ.

Han vurderer over for DR, at Rusland er villig til at tage større risici for at få olien ud, og at skyggeflåden derfor vil sejle videre.

Udenrigsministeriet skriver i et svar til DR, at myndighederne mener, at sanktionerne virker, og at det er blevet sværere for skyggeflåden at operere.

Sejladserne foregår ifølge DR ved højlys dag. Men når myndighederne beder om certifikater og papirer, får de ikke noget svar.

Ud over sanktioneret olie kan lasten ifølge DR også gemme på andre og potentielt mere problematiske kemikalier, våben eller mandskab, lyder det.

Ifølge Yevgeniy Golovchenko, der er adjunkt på Københavns Universitet og forsker i skyggeflåden, udgør skibene en potentiel trussel mod dansk nationalsikkerhed.

- De bliver blandt andet mistænkt for at overvåge eller være med til at begå sabotage mod kritisk infrastruktur, siger han til DR og fortsætter:

- Og det er jo et kerneelement i hybridkrigsførelse at forsøge at skade modparten - i det her tilfælde os - samtidig med at man holder den her konflikt under tærsklen til formel krig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT