Myndigheder før valg: Danmark er sandsynligt mål for russisk påvirkning
Rusland ses som den primære trussel i forbindelse med mulig valgpåvirkning i Danmark, men også USA nævnes.
Danmark, der 24. marts går til folketingsvalg, er med den aktuelle verdens- og sikkerhedssituation et meget sandsynligt mål for russisk påvirkning.Det skriver danske sikkerhedsmyndigheder fredag aften i en vurdering af truslen om påvirkningsaktiviteter mod valget.
Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste og Styrelsen for Samfundssikkerhed tegner i en fælles vurdering et billede af en tid med "øget stormagtskonkurrence" og med russisk "hybridkrig mod Vesten".
Her forsøger fremmede stater løbende at påvirke debatten, for eksempel ved valghandlinger, men også i det daglige, skriver myndighederne.
- Det er meget sandsynligt, at Danmark i den nuværende situation er et selvstændigt, prioriteret mål for russiske påvirkningsaktiviteter, står der.
Myndighederne vurderer, at dansk støtte til Ukraine og ukrainsk våbenproduktion på dansk område kan være grunde til et øget fokus på Danmark fra russisk side.
- Det er muligt, at Rusland vil gennemføre påvirkningsaktiviteter i et forsøg på at udnytte valget til at fremme russiske dagsordener, herunder at skabe splid og svække støtten til Ukraine, står der.
- Det vil også kunne ramme specifikke kandidater og partier samt deres valgkamp.
Myndighederne beskriver flere forskellige former for mulig russisk påvirkning.
Det anses for meget sandsynligt, at prorussiske hackere uden direkte tilknytning til den russiske stat vil rette mindre omfattende cyberangreb mod Danmark.
At angrebene får "direkte effekt på gennemførelsen af valghandlingen", anses dog som mindre sandsynligt.
Myndighederne ser det også som mindre sandsynligt, at statslige hackergrupper vil "forsøge at forstyrre valget gennem cyberangreb".
De skriver, at selv om den primære påvirkningstrussel kommer fra Rusland, kan påvirkning også komme fra andre statslige aktører.
Her noteres det, at USA har en sikkerhedsstrategi med et formuleret mål om at ændre Europas nuværende politiske kurs.
- Eventuelle amerikanske forsøg på at påvirke den offentlige debat i Europa vil kunne udgå fra mange forskellige aktører, også uden formel tilknytning til den amerikanske administration, står der.
/ritzau/
