Mona Juul vil have blå kongelig undersøger og tror ikke på flere møder

14. APR 2026 • 18:55ERHVERV/POLITIK

Efter pres fra Lars Løkke Rasmussen (M) har Venstre og Konservative været indkaldt til regeringsforhandlinger.

Den konservative formand, Mona Juul, har meddelt kongelig undersøger og forhandlingsleder Mette Frederiksen (S), at hun ønsker sig en blå kongelig undersøger.

Det siger Juul ifølge DR efter regeringsforhandlinger i Statsministeriet.

- Der har vi meddelt, at vi ønsker en blå kongelig undersøger. At afsøge om der kan dannes en regering med blå partier eventuelt over midten. Derfor bliver mødet noget kortere, siger Juul ifølge DR om tirsdagens møde.

Derfor tror Juul heller ikke længere på, at De Konservative inviteres tilbage i regeringsforhandlinger, sådan som det er nu.

- Vi har svært ved at se, at vi bliver inviteret yderligere. Fordi vi har meddelt, at vi fortsat ønsker en blå kongelig undersøger.

- Men vi møder selvfølgelig op, når vi bliver inviteret, fordi vi gerne vil vise velvillighed, siger Juul ifølge DR.

Efter pres fra Moderaterne er Venstre og De Konservative blevet indkaldt til forhandlinger igen.

Siden folketingsvalget 24. marts har Mette Frederiksen mest forhandlet med partierne i rød blok og Moderaterne, som sidder med de afgørende mandater.

Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, kunne ikke se nogen fremtid i forhandlinger, der kun talte rød blok og Moderaterne. Skaren af partier skulle ændres, meldte han ud fredag i sidste uge. Og han pegede på Venstre og De Konservative. Skete det ikke, ville Moderaterne ikke møde op til forhandlinger længere.

Venstre og De Konservative har før denne uge kun været inviteret til regeringsforhandlinger for en ganske kort bemærkning lige efter folketingsvalget. Siden da har de to partier været siet fra.

Løkke har kaldt det "helt afgørende" for Moderaterne, at en ny regering viderefører og opdaterer SVM-regeringens økonomiske plan. Den har både SF og Enhedslisten kritiseret.

Mandag var Venstre-toppen, dog minus en sygemeldt formand, Troels Lund Poulsen, til forhandlinger i Statsministeriet. Efterfølgende meddelte næstformand Stephanie Lose (V), at hun efter et "fint møde" forventer flere møder fremover.

- Det vil være min forventning, at hvis vi skal nå hele vejen rundt om det, som er vigtigt i en fortsat reformkurs, investeringer i vores virksomheders konkurrenceevne og en ansvarlig økonomisk politik, så kommer det til at kræve nogle flere runder. Men nu må vi se herfra, sagde Lose.

Tidligere tirsdag var Alternativet til forhandlinger i Statsministeriet. Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, skrev tidligere tirsdag på Facebook, at det vil være skidt for Danmark med endnu en midterregering.

- Det kan ende med en monstermidte-regering. Hvor S går i regering med højrefløjen. Igen. En S-V-K-R-M-regering.

- Hvis Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Mona Juul vælger det, så kan det sagtens ende der, skrev han og tilføjede:

- Den vil ikke omstille landbruget, sikre dyrevelfærd og redde drikkevandet. Det vil ende i forhalinger og overkompensation, som vi har set igen og igen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT