Modsat regeringens bliver K-uddannelsesudspil mødt positivt

21. MAR 2023 • 13:27ERHVERV/POLITIK

Blandt andre Djøfs formand mener, at K's forslag om at forkorte uddannelser som et forsøg er langt bedre.

Mens regeringens længe ventede udspil til en reform af de videregående uddannelser er blevet mødt med kritik fra universitetsverdenen og studerende, bliver De Konservatives udspil taget mere varmt imod.

Centralt i regeringens udspil er et forslag om at skære et år af cirka hver anden kandidatuddannelse, så de studerende på nogle studier fremover kan få en kandidatgrad i løbet af fire år i stedet for fem.

De Konservative mener, at det er alt for risikabelt og foreslår at starte med en forsøgsordning, hvor kun fem procent af uddannelsespladserne bliver skåret ned fra to til et år.

Forperson for Danske Studerendes Fællesråd Esben Bjørn Salmonsen er en af dem, som hilser De Konservatives forslag velkomment.

- Jeg synes, det er enormt positivt, at man lægger op til, det kun er fem procent af kandidatuddannelserne, der skal omlægges, fordi det skaber reel plads til, at vi kan have den faglige fordybelse på mange af vores uddannelser, siger han.

Djøf, som er en fagforening for akademikere - det vil sige universitetsuddannede - var meget kritisk over for idéen om at halvere en række kandidatuddannelser, da regeringen præsenterede udspillet 2. marts.

For Djøf-formand Sara Vergo er De Konservatives forslag derfor langt mere spiseligt.

- Vi er jo stærkt bekymrede for regeringens forslag, som er et eksperiment med vores uddannelsessystem, og derfor hilser vi det i den grad velkommen, at man fra De Konservatives side foreslår det her, siger Sara Vergo.

- Så kan man lave et eksperiment i en mindre skala, så det ikke er hele uddannelsessystemet, man kaster op i luften på en gang.

Direktøren for Danske Universiteter, Jesper Langergaard, er også positivt stemt over for De Konservatives udspil, som han på Twitter kalder "interessant" og "klogt".

Fra et af regeringspartierne, Socialdemokratiet, lyder det, at det er positivt, at De Konservative har meldt sig på banen.

Uddannelses- og forskningsordfører Rasmus Stoklund er skeptisk over for forslaget om en forsøgsordning med fem procent af uddannelsespladserne.

- Jeg tror, at det vil være usikkert for de relativt få studerende, som vil tage en uddannelse, hvor de ikke ved, hvad de står med efterfølgende, og om det er noget, der afvikles igen, siger Stoklund.

Spørgsmål: Vil det ikke også være usikkert for alle de studerende, som vil få kortere uddannelser med jeres forslag?

- Der vil det jo være en grundlæggende reform, hvor vi etablerer et nyt uddannelseslandskab, hvor man så har forskellige uddannelser med større grad af fleksibilitet og mulighed for at vende tilbage til universitetet efter nogle år.

Folketingets partier er torsdag inviteret til møde i Uddannelses- og Forskningsministeriet, forud for at forhandlingerne om en uddannelsesreform for alvor går i gang.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU