Moderat minister har nu fire børn på matriklen
Caroline Stage har været minister siden august 2024, hvor hun kom på ministerholdet i en regeringsrokade.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M), som tirsdag gik på barselsorlov, skriver på Instagram, at hun samme dag fødte en pige.- I tirsdags klokken 16.06 blev vores lille familie fuldendt med sidste lillesøster i flokken ved en hurtig fødsel. Vi er endnu ikke enige om et navn, men vi er enige om, at hun er sød og helt perfekt, skriver ministeren.
Privat danner hun par med Rikke Blom, som hun nu har to døtre med. Desuden har ministerens partner to børn fra et tidligere forhold.
- Ud over lidt ømhed i kroppen til mig har alle det efter omstændighederne godt, og vi er hjemme igen i vante omgivelser. Og selv om verden i disse dage buldrer derudaf, er vores fokus på at lære hinanden at kende i ro og mag i den næste tid. Men vi vender stærkt tilbage, skriver Stage.
Mens Stage er på barselsorlov, overtages hendes ministerområder af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), som altså fra i tirsdags også kan kalde sig fungerende digitaliseringsminister.
Egelund har i forvejen erfaring med at være fungerende minister. Da kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) var på forældreorlov i 2024, vikarierede hun også for ham.
Caroline Stage har været minister siden august 2024. Hun var en af tre ministre fra Moderaterne, som i dag ikke sidder i Folketinget, men som blev hentet ind på ministerholdet i en regeringsrokade.
Det fremgår ikke af den pressemeddelelse, som Statsministeriet udsendte i tirsdags om Stages barselsorlov, hvornår Stage ventes at være tilbage i arbejdstøjet.
Stage fik en udfordrende begyndelse som minister. Dagen efter at Stage blev udnævnt til minister, kunne B.T. beskrive en klage fra ansatte i Moderaternes sekretariat til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø i partiet. Stage var fra januar 2023 til sommeren 2024 politisk chef i sekretariatet.
Sagen var så alvorlig, at Stage overvejede at trække sig. Det har hun udtalt i et interview med Ritzau.
/ritzau/
