Ministre uden for Folketinget kan snart få ret til politikerbolig

23. MAJ 2024 • 20:53ERHVERV/POLITIK

Med nyt forslag kan minister Stephanie Lose (V) få stillet bolig til rådighed af Folketinget.

Ministre, som ikke sidder i Folketinget, og som bor langt fra Slotsholmen, skal snart have mulighed for at få en folketingsbolig stillet til rådighed.

Det mener Folketingets Præsidium, Folketingets ledelse, som fremsætter forslag om sagen.

Regelændringen ønskes vedtaget, inden Folketinget lukker for sommeren, siger Folketingets formand, Søren Gade (V), til Ritzau.

- Jeg synes, man må have respekt for, at en minister -- uanset partifarve -- er nødt til at have mulighed for at bo i København.

I dag har folketingsmedlemmer, der er bosat langt fra Slotsholmen, mulighed for at få en medlemsbolig stillet til rådighed af Folketinget, men det gælder ikke for ministre, som ikke er blevet valgt til Folketinget.

De kan til gengæld få økonomisk godtgørelse for hotel- og lejlighedsophold. Med de nye regler vil en minister ikke længere få godtgørelse, hvis vedkommende vælger at tage imod en medlemsbolig.

Der er tre ministre i den nuværende SVM-regering, som ikke er valgt til Folketinget. Det er Moderaternes Christina Egelund og Lars Aagaard og så Venstres Stephanie Lose.

Ændringen kommer for nuværende til at gælde økonomiminister Stephanie Lose, som bor i Esbjerg, siger Søren Gade.

Lose er ligesom Søren Gade en del af Venstre, men Gade afviser dog, at det har spillet ind på forslaget:

- Jeg er formand for hele Folketinget, så det har intet med vennetjenester at gøre. Det er sund fornuft. Jeg har fem-seks lejligheder, og staten kan spare nogle penge, siger han.

Lige nu er det sådan, at ikkevalgte ministre uden for sjællandsområdet kan få godtgørelse for at have en supplerende bolig tæt ved Slotsholmen, hvor Christiansborg er placeret. Den godtgørelse vil ryge med de nye regler, og derfor er det med økonomiske briller et fornuftigt træk, siger Søren Gade.

Det vil dog være sådan, at ordinære folketingsmedlemmer har fortrinsret frem for ministrene -- også selv om folketingsmedlemmerne har bopæl på Sjælland. Er der mangel på boliger, og har en ikke folkevalgt minister en af dem, så ryger vedkommende ud, siger Søren Gade.

Stephanie Lose vil ansøge om at få lov til at flytte ind i en af Folketingets lejligheder, hvis forslaget bliver vedtaget. Det oplyser hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Da vi som familie fortsat bor i Esbjerg i vores hus der, men min hverdag som oftest er i København, så har jeg siden november boet på hotel, på værelse eller hos venner og bekendte i løbet af ugen, tilføjer hun.

Hun vil frasige sig det skattefri beløb til bolig, som hun nu er berettiget til at modtage, i tilfælde af at hun får lov til at flytte ind i en af Folketingets lejligheder.

Det er Københavns Kommune, der skal dispensere fra loven om bopælspligt, men kommunen ser ifølge Søren Gade med velvillige øjne på sagen, såfremt altså loven vedtages.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU