Minister vil have danskerne i køkkenet for at undgå takeaway-kultur

21. JUN 2024 • 11:32ERHVERV/POLITIK

Fødevareminister Jacob Jensen frygter, at dansk kulturhistorie og bedstemors opskrifter går tabt med takeaway.

Danskerne træder ud af køkkenet for i stedet at købe mere og mere takeaway.

Den kultur skal ændres, og de danske familier skal lære at sætte pris på respekten for egen madlavning igen.

Sådan lyder det fra minister for fødevarer, landbrug- og fiskeri Jacob Jensen (V).

- Der ligger kulturhistorie i vores opskrifter, som jeg er bange for, vi er ved at tabe for at blive en større takeaway-nation, siger han.

Fødevareministeren har særligt fået øje på problemet, efter DTU Fødevareinstitut har udgivet en rapport om den stigende tendens til at købe takeaway-mad.

Her lyder det, at en gennemsnitsfamilie køber omkring 84 procent mere takeaway, end man gjorde for otte år siden.

Kun ti procent af de danske familier har deres børn med i køkkenet til madlavning en gang om ugen.

Det er en skam, mener ministeren, for der er både sundhedsmæssige, sociale og kulturelle værdier forbundet med madlavningen i køkkenet.

- Jeg synes, der er behov for at tage en samtale om, hvordan vi genopfinder vores forståelse og glæde ved fødevarer og deres muligheder, siger han.

En ting er kulturarven ved de danske opskrifter og retter, der kan rinde ud.

- Men man kan også både spare penge og komme noget af overvægten til livs, som vi ser en tendens til i det danske samfund i disse år, siger han.

Ministeren bebuder ikke konkrete politiske tiltag for at ændre adfærden. Men han ser en ide i, at folkeskoleelever, der kæmper med det boglige, eksempelvis kan bruge mere tid til hjemkundskab.

Dertil understreger han, at han ikke vil lege moralens vogter, for børnefamilier har vitterligt travlt.

Jacob Jensen håber i stedet, at en kulturændring kan komme gennem samtale og offentlig debat.

Han har derfor indkaldt 15 madkapaciteter til en rundbordssamtale næste fredag, hvor madhistorikere, gastrofysikere og restaurationschefer skal diskutere, hvordan kulturen kan ændres.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT