Melding fra Wammen skaber forventning om lønløft hos jordemødre

28. SEP 2023 • 13:51ERHVERV/POLITIK

Finansministerens udtalelse om, at flere grupper kan være i spil til lønløft, giver håb hos andre faggrupper.

Efter at finansminister Nicolai Wammen (S) onsdag åbnede en dør på klem for lønløft til flere faggrupper, har det sat gang i forventninger og håb hos offentligt ansatte, der ikke indgår i de fire udpegede grupper.

Blandt andet hos jordemødrene.

- Når Nicolai Wammen siger, at der også kan være andre faggrupper i spil, så har vi forventninger om det, siger Lis Munk, som er formand for Jordemoderforeningen.

Udtalelsen kom fra finansministeren, da han var på vej ind til trepartsforhandlingerne, der gik i gang onsdag.

Her forhandles der om tre ekstra milliarder lønkroner med kommuner, regioner og udvalgte fagforbund.

Indtil videre har regeringen meddelt på et pressemøde, at lønkronerne vil gå til social- og sundhedsassistenter, pædagoger, sygeplejersker og fængselsbetjente.

Men meldingen om, at andre faggrupper måske også har en chance for et lønløft, har fået håbet til at spire i nogle grupper, som indtil videre har følt sig overset.

- Vi er jo en af de faggrupper, som kan tjekke af på de kriterier, som regeringen har peget på.

- Det borgernære arbejde, rekruttering og fastholdelsesudfordringer og det vagttunge arbejde.

- Så vi har virkelig tænkt, at man i hvert fald også burde kigge i vores retning, siger Lis Munk om jordemødrene.

Også hos Politiforbundet er håbet ifølge forbundsformand Heino Kegel steget.

- Jeg håber, at man med den udmelding også tænker mine medlemmer ind. Jeg har helt fra starten sagt, at det undrer mig, at vi ikke er en del af de fire faggrupper med de kriterier, der er opstillet, siger han.

De mener begge, at et lønløft kan være med til at fastholde medarbejdere i deres branche.

- Et lønløft vil være et skulderklap til de ansatte, som kan være med til at fastholde kolleger. Det er også en del af det gode arbejdsmiljø, lyder det fra Heino Kedel.

Formand for Jordemoderforeningen Lis munk mener også, at et lønløft kan gøre en forskel for jordemødrene.

- Lønkroner kan gøre noget, og vi har grundlæggende brug for en bedre grundløn, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT