Medstifter og eksformand Thulesen Dahl melder sig ud af DF

29. JUN 2022 • 17:32ERHVERV/POLITIK

Tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl er nu fortid i partiet i lighed med en lang række andre afhoppere.

Den tidligere Dansk Folkeparti-formand Kristian Thulesen Dahl har onsdag valgt at melde sig ud af partiet.

Det skriver han selv på Facebook.

Han kalder beslutningen "smertelig" og oplyser ikke, hvad han har af planer for fremtiden.

Nuværende formand Morten Messerschmidt udtalte denne weekend, at eksformandens fremtid i partiet burde afklares.

Thulesen Dahl skriver, at der har været "et pres for, at jeg skal tage beslutningen om min fremtid nu."

- Det italesættes, at partiet først kan komme videre, når jeg er ude. Og hvis vurderingen er, at den nuværende ledelse ønsker, jeg skal melde mig ud, er det den rigtige beslutning for mig at tage, skriver han på Facebook.

Thulesen Dahl er nummer 11 i folketingsgruppen, der forlader partiet på under et halvt år.

Efter flere tabte valg overlod Thulesen Dahl formandsposten til Morten Messerschmidt (DF). De personer, der har forladt partiet, har kritiseret partiet for at have et dårligt samarbejdsklima.

Ved folketingsvalget i 2019 blev partiet halveret til 16 mandater. Efter formandsskiftet er partiet nu nede på fem medlemmer.

Thulesen Dahl var formand for partiet i ni år. Som medstifter var han med helt fra partiets begyndelse i 1995.

Også blandt andre tidligere næstformand Søren Espersen og mangeårig gruppeformand Peter Skaarup, som begge har været med fra start, har sagt, at de forlader partiet.

Det er sket, efter at Inger Støjberg torsdag etablerede Danmarksdemokraterne, som jagter vælgererklæringer for at blive opstillet til næste valg.

Det ser partiet ud til at nå i mål med på rekordtid.

Flere afhoppere fra Dansk Folkeparti har allerede meddelt, at de gerne vil være en del af Støjbergs parti.

I et interview med TV2 siger Thulesen Dahl, at han nu vil overveje, hvad der skal ske.

- Der ligger ikke nogen planlagt række af begivenheder i det her, siger han.

Thulesen Dahl havde inden onsdagens melding allerede sagt, at han ikke genopstiller til Folketinget for DF.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU