Medievirksomhed betaler 400.000 kroner for ulovlig markedsføring
Obsidian Media har erkendt vildledende markedsføring på fem hjemmesider, der anmelder forbrugsprodukter.
Virksomheden Obsidian Media skal betale en bøde på 400.000 kroner for vildledende markedsføring og skjult reklame.Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Virksomheden har accepteret bøden og erkendt, at markedsføringsloven er blevet overtrådt.
- Det er en grov overtrædelse af markedsføringsloven, at Obsidian Media har camoufleret sin kommercielle hensigt og sløret, at de aldrig har foretaget nogen egentlige tests af de anbefalede produkter.
- Forbrugerne skal naturligvis kunne stole på, at det, der fremstår som en uvildig test, også er det, lyder det fra forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Obsidian Media stod bag fem hjemmesider, som gav indtryk af at indeholde uvildige test og anmeldelser.
I virkeligheden havde virksomheden dog ikke selv afprøvet de anmeldte produkter.
I stedet var vurderingerne baseret på en gennemgang af andres test og anmeldelser.
Der er tale om hjemmesiderne forbrugsguiden.dk, forbruger-test.dk, senge-testeren.dk (senere sengeguiden.dk), bomagasinet.dk og bedste10.dk.
Ifølge Forbrugerombudsmanden solgte Obsidian Media hjemmesiderne i september 2025, og virksomheden ejer dem altså ikke længere.
Foruden den vildledende markedsføring stod det ifølge Forbrugerombudsmanden heller ikke klart, at de pågældende hjemmesider var skabt med formålet om at øge indtjeningen gennem reklamelinks.
- Obsidian Medias forretningsmodel på de pågældende hjemmesider gik ud på at indgå såkaldte affiliate aftaler, hvor andre virksomheder betalte Obsidian Media for at lede forbrugere videre til deres hjemmesider, lyder det i pressemeddelelsen.
Det er dette, der ligger til grund for dommen for skjult reklame.
Såkaldte affiliate aftaler er som udgangspunkt lovlige. Det skal dog fremgå tydeligt, at der er tale om et betalt samarbejde i forbindelse med markedsføringen.
RITZAU
