Venstre indkalder til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde
Venstres hovedbestyrelse skal drøfte den aktuelle politiske situation efter indkaldelse af formanden.
Venstre-formand Troels Lund Poulsen har indkaldt Venstres hovedbestyrelse til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde.Det erfarer DR, og TV 2 har ligeledes fået det bekræftet fra flere kilder i hovedbestyrelsen.
I en skriftlig kommentar til Ritzau bekræfter Venstres næstformand, Stephanie Lose, at der skal afholdes et møde.
- Det er korrekt, at Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse skal mødes om 14 dage. Efter nogle hårde uger for Venstre er det naturligt at samles og vende vejen frem, siger Stephanie Lose.
Mødet finder sted 25. oktober i Nyborg.
Temaet på mødet er "den aktuelle politiske situation" ifølge de to medier.
Tre uger efter holder Venstre sit årlige landsmøde i Herning i weekenden 14. til 15. november.
Venstres hovedbestyrelse består af over 100 valgte medlemmer, og her sidder blandt andre formænd for kommuneforeninger, formænd for regionsbestyrelser samt repræsentanter fra Folketinget og Venstres Ungdom.
Det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde kommer efter en tid med intern uro i Venstre.
I starten af september gik fem folketingsmedlemmer mod partilinjen og stemte imod en ny gødskningslov. Det har ikke fået konsekvenser for de fem folketingsmedlemmer, der blandt andre tæller Søren Gade.
Inden længe skal Venstre tage stilling til regeringens lovforslag om et sprøjteforbud.
I forbindelse med åbningsdebatten i Folketinget sagde Troels Lund Poulsen, at hans "klare forventning" er, at "Venstres gruppe kommer til at stemme samlet" til sprøjteforbuddet.
21. september fik partiet sin værste Voxmeter-måling i analyseinstituttets historie på 5,8 procent.
Mandag står Venstre til at få 7,4 procent af stemmerne.
Ved valget i marts fik Venstre 10,1 procent af stemmerne, hvilket var det dårligste valgresultat i partiets historie.
RITZAU
