Medie: Regering vil gøre kandidatuddannelsen etårig for hver anden

21. SEP 2022 • 23:03ERHVERV/POLITIK

Ifølge Politikens oplysninger vil en etårig kandidat være del af ventet reformudspil næste uge.

Regeringen vil næste uge fremlægge et forslag om, at hver anden universitetsstuderende skal have en etårig kandidatuddannelse.

Det skriver Politiken.

Forslaget vil ifølge mediet være en del af reformudspillet "Danmark kan mere III".

- Pointen med øvelsen er som noget af det væsentligste at flytte penge og studerende fra universiteterne til de mellemlange professionsuddannelser såsom lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere, skriver Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, i en analyse.

Regeringens ventede forslag kommer, efter at Reformkommissionen i april kom med en række anbefalinger.

En af dem var netop, at der skal indføres en etårig kandidatuddannelse.

Og regeringen vil ifølge Politiken på flere områder fortsætte, hvor kommissionen slap.

Således var det en del af kommissionens anbefalinger, at den etårige kandidat skulle i brug på knap halvdelen af alle universitetsuddannelserne.

Og i lighed med kommissionen vil regeringen foreslå, at det på humaniora og samfundsfag skal være syv ud af ti studerende, der tager en fireårig kandidat, skriver Politiken.

Regeringen venter ifølge mediet at kunne få to milliarder kroner ud af øvelsen med at fjerne et studieår.

De penge skal blive på universiteterne og bruges på mere undervisning.

Derudover skal en del studerende have uddannelsesstøtte i et år mindre, hvilket også ventes at indbringe et beløb. Det skal bruges andre steder i uddannelsessektoren.

Ifølge Politikens oplysninger skal fordelingen af studieår ske gennem en optagelsesprøve.

Reformkommissionen blev i sin tid nedsat af regeringen for at foreslå reformer, der tager hånd om komplekse udfordringer.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU