Mangeårig partisekretær for DF er skiftet til Danmarksdemokraterne
Poul Lindholm, partisekretær for DF fra 2004 til 2020, er nu seniorkonsulent i Inger Støjbergs parti.
Den tidligere mangeårige partisekretær for Dansk Folkeparti Poul Lindholm er blevet ansat som seniorkonsulent hos Danmarksdemokraterne.Det fremgår af partiets hjemmeside. Partiet oplyser til Ritzau, at Poul Lindholm blev ansat 1. oktober i en deltidsstilling.
Lindholm var partisekretær i DF fra 2004 og frem til 2020, hvor han trak sig på et ekstraordinært landsmøde. Herefter fortsatte han som seniorkonsulent frem til marts 2022.
- Mange af mine gamle kolleger stoppede i partiet, og jeg havde alligevel tænkt mig at trappe ned, sagde Poul Lindholm i september om DF-farvellet i forbindelse med et fødselsdagsportræt.
I DF-baglandet var han kendt under tilnavnet Poul "Blod".
Kælenavnet opstod under en samling på Christiansborg. Her proklamerede daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Espersen, at hvis ikke man opførte sig ordentligt, så fik man problemer med Poul Blod.
Det var nemlig blandt den tidligere partisekretærs opgaver at banke de DF'ere på plads, der ikke altid kunne finde ud af at holde sig til det topstyrede partis politiske linje.
- Jeg har det fint med det navn. For mig er det et bevis på, at jeg har passet mit arbejde og har haft rettidig omhu, sagde Poul Lindholm i september.
Lindholm er blot en blandt flere tidligere DF-ansatte, der nu er hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.
Steen Thomsen, der afløste Lindholm som partisekretær hos DF, er nu konsulent hos Danmarksdemokraterne.
Som administrations- og HR-chef har Støjberg ansat Jeanie Nørhave, der tidligere var personale- og sekretariatschef i 16 år hos Dansk Folkeparti.
Støjbergs særlige rådgiver i sin tid som Venstre-minister, Mark Thorsen, er også hos Danmarksdemokraterne nu som strategichef.
/ritzau/