Lundbeck overhalet i budkrig om irsk selskab
Både Lundbeck og selskabet Alkermes forsøger at få gennemført milliardopkøb af irsk selskab.
Det danske medicinalfirma Lundbeck er blevet overhalet i budkrigen om det irske selskab Avadel, som blandt andet producerer et middel mod narkolepsi.Det skriver Avadel i en meddelelse onsdag.
Mandag meldte det irske lægemiddelfirma ellers ud, at det anså Lundbecks bud for at være bedre end et fra selskabet Alkermes.
Men siden har Alkermes forhøjet buddet, og nu anses Lundbecks bud ikke længere for "overlegent", lyder det.
Lundbeck har budt op til 2,25 milliarder dollar for Avadel. Det svarer til næsten 14,5 milliarder kroner.
Buddet udgøres af en pris på 21 dollar per aktie. Hertil kommer yderligere udbetalinger for milepæle relateret til midlet Lumryz, som bruges mod narkolepsi.
Narkolepsi er en sygdom i hjernen, som øger træthed og risiko for søvnanfald i løbet af dagen.
Alkermes har også budt 21 dollar per aktie, men betingelserne for de potentielle yderligere udbetalinger vurderes som bedre end Lundbecks.
Søvnmidlet Lumryz passer ellers godt ind i resten af porteføljen hos Lundbeck, der udvikler, producerer og sælger lægemidler mod hjernesygdomme.
Lundbecks lægemidler er blandt andet rettet mod sygdomme som epilepsi, depression, angst, Huntingtons sygdom og Alzheimers sygdom.
Blandt nøgleprodukterne finder man Vyepti, der er et middel mod migræne.
Lundbeck har i årets første ni måneder omsat for 18,5 milliarder kroner, hvilket var 14 procent mere end i den tilsvarende periode sidste år.
Overskuddet efter skat landede på 3,2 milliarder kroner - en forbedring på 26 procent.
Vyepti er blandt de midler, som står for en stadig større del af den samlede omsætning.
/ritzau/
