Løn følger igen med prisudvikling - men inflationen har forspring

25. MAJ 2023 • 13:35ERHVERV/POLITIK

Udvikling i løn lå på niveau med prisstigninger i første kvartal. Men købekraften er udhulet det seneste år.

I årets første kvartal fulgte lønningerne igen med udviklingen i priserne.

Det viser nye tal for lønudviklingen, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har offentliggjort torsdag.

På DA's område er lønningerne i første kvartal steget 0,4 procent sammenlignet med sidste kvartal i 2022.

I samme periode er inflationen i Danmark blevet opgjort til 0,3 procent ifølge Jeppe Juul Borre. Han er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Lønstigningerne hamler igen op med prisstigningerne. Det står i skarp kontrast til sidste år, hvor prisstigningerne bevægede sig langt hurtigere end lønningerne, siger han.

- Det betyder, at vi oplever at kunne købe nogenlunde det samme for de tjente midler.

Sammenlignet med første kvartal sidste år er lønningerne steget 3,1 procent.

Stigningen er mindre end de foregående kvartaler, men det skyldes ifølge DA en række tekniske forhold i forbindelse med coronafravær.

DA er hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det danske arbejdsmarked. Herunder Dansk Industri, Dansk Erhverv og Horesta.

Inflationen toppede i Danmark i oktober måned, hvor den er opgjort til 10,1 procent ifølge Danmarks Statistik. Det vil sige, at forbrugerpriserne er steget 10,1 procent i løbet af et år.

I april lå inflationen på 5,6 procent.

Dermed er lønningerne i det store billede ikke fulgt med prisernes himmelflugt.

Sammenlignet med året før er danskernes realløn faldet med fire procent ifølge Jeppe Juul Borre.

Reallønnen betegner, hvad lønmodtagerne reelt får ud af deres indkomst. Hvis reallønnen stiger, kan forbrugerne få mere for deres løn end tidligere. Det forholder sig omvendt, hvis reallønnen falder.

Det samlede fald i reallønnen er nok også det, som danskerne mærker mest, mener Jeppe Juul Borre.

- Det, vi ser nu, er, at lønningerne og priserne bevæger sig i nogenlunde samme tempo. Derfor er det ikke for alvor noget, man mærker, siger han.

- Man kan så vende den om og sige, at man mærker ikke længere, at priserne bevæger sig hurtigere end lønningerne.

Jeppe Juul Borre forventer, at lønningerne i den kommende tid vil stige hurtigere end priserne. Det vil i givet fald modvirke den udhuling af købekraften, som mange danskere har mærket.

Overenskomstaftalerne fra tidligere i år er ikke slået igennem i opgørelsen over lønudviklingen i første kvartal.

Når det sker, forventer Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal, at lønningerne tager fart.

- Overenskomstaftalerne og de lokale lønforhandlinger kan tilsammen give lønstigninger på 11 procent over de næste to år, skriver han i en kommentar.

- Det vil i så fald være de største lønstigninger i 35 år, og dermed vil en meget stor del af den tabte købekraft blive genvundet de næste par år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU