Løkke tegner vej mod tostatsløsning gennem et styrket Palæstina

7. OKT 2024 • 15:26ERHVERV/POLITIK

Israel skal ifølge udenrigsministeren kritiseres for at bremse finansiering til Det Palæstinensiske Selvstyre.

Vejen til en tostatsløsning mellem Israel og palæstinenserne går blandt andet gennem at styrke Det Palæstinensiske Selvstyre, mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Det siger ministeren til TV2 News, efter at statsministeren for nylig har åbnet en debat om at gennemtvinge en løsning, hvor der "skabes to stater for to folk" i et land.

Udenrigsministeren siger til kanalen, at man må "sætte alvor bag ordene" og i øvrigt gøre sig klart, at en fredelig løsning "skal hvile på Det Palæstinensiske Selvstyre", og ikke på Hamas, da organisationen "vil udslette Israel".

- Man må blandt andet bygge på de palæstinensiske autoriteter i Ramallah. Det er et sted, hvor man kan gøre en forskel: Kaste ressourcer ind i at få dem til at kunne løse deres opgave, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.

Tostatsløsningen går tilbage til dannelsen af FN efter Anden Verdenskrig. Den var også på tegnebrættet under det britiske mandat i Palæstina i 1930'erne.

Men trods en række forsøg er det ikke lykkedes at lande en holdbar model, som begge parter kan acceptere.

Et styrket palæstinensisk selvstyre medfører ifølge udenrigsministeren to ting.

For det første skal man stille de nødvendige ressourcer til rådighed for Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah på Vestbredden.

For det andet kalder det på kritik af Israel. For en af grundene til, at det palæstinensiske selvstyre er glemt, er ifølge Lars Løkke Rasmussen, at "Israel afskærer finansieringskilder til selvstyret i Ramallah".

Hvis selvstyret ikke har midler til at lønne samfundets eksistentielle jobfunktioner som læger og sygeplejersker, taber de ifølge ministeren autoritet i egen befolkning.

- Og hvis man taber autoritet i sin egen befolkning, så er der en overhægende risiko for, at dem, som har en anden opskrift, som er vold, terror og Israels udryddelse, de får vind i sejlene. Så det er et godt sted at starte (med at støtte selvstyret, red.), siger Lars Løkke Rasmussen.

Mandag markeres etårsdagen for Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023 med mindehøjtideligheder - både i Israel og mange andre steder - for de flere end 1200 dræbte.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT