Løkke overrasket over Trumps toldtrussel: Vi taler med EU
Danmark "er i tæt kontakt med EU-Kommissionen" efter trussel fra Donald Trump om øget told.
Donald Trumps udmelding om told mod Danmark og flere andre europæiske lande er en "overraskelse".Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en skriftlig udtalelse lørdag aften.
Den amerikanske præsident skrev tidligere lørdag på Truth Social, at Danmark og flere andre lande pålægges told på ti procent fra 1. februar som følge af situationen omkring Grønland.
- Præsidentens melding kommer som en overraskelse, siger Lars Løkke Rasmussen, der onsdag holdt møde med blandt andre USA's udenrigsminister, Marco Rubio, for at drøfte uenigheder om Grønland.
Ved mødet var der enighed om en arbejdsgruppe, som skal drøfte uenighederne.
Siden mødet har flere europæiske lande meddelt, at de sender soldater til Grønland. Trump begrunder lørdag sin toldtrussel med, at de europæiske lander skaber "en farlig situation".
Men det argument afviser Løkke.
- Formålet med den øgede militære tilstedeværelse i Grønland, som præsidenten henviser til, er jo netop at øge sikkerheden i Arktis. Vi er i tæt kontakt med EU-Kommissionen og vores øvrige partnere om sagen, siger Løkke i udtalelsen.
De øvrige lande, som ifølge Trump rammes af told 1. februar, er Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland.
Alle sender bidrag til den danskledede militærøvelse "Operation Arctic Endurance" i Grønland.
Trump, der ikke har villet udelukke brug af militær magt for at opnå kontrol over Grønland, skriver, at landene er "rejst til Grønland af ukendte årsager".
- Dette er en meget farlig situation for planetens sikkerhed og overlevelse. Disse lande, som spiller dette meget farlige spil, har introduceret et risikoniveau, som er uholdbart, skriver Trump.
I Sverige, som også står til at blive ramt af told, erklærer statsminister Ulf Kristersson støtte til Danmark.
- Vi lader os ikke afpresse. Kun Danmark og Grønland bestemmer i spørgsmål vedrørende Danmark og Grønland. Jeg vil altid stå op for mit land og for vores allierede naboer, skriver han på X.
Han siger, at der er "intensive drøftelser" blandt EU-landene, Storbritannien og Norge om et fælles modsvar.
Også Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, har i en udtalelse til nyhedsbureauet NTB udtrykt støtte til Danmark.
- Norge støtter Kongeriget Danmarks suverænitet og territoriale integritet. Det er et standpunkt, som vi deler med de øvrige nordiske lande, andre europæiske lande og Canada, siger Eide.
/ritzau/
