Line Barfod ville gerne have været overborgmester i København

19. NOV 2025 • 11:12ERHVERV/POLITIK

Enhedslisten blev for andet kommunalvalg i træk størst i hovedstaden. Partier ville have anden overborgmester.

Line Barfod (EL) blev ikke overborgmester i København, selv om hendes parti igen blev størst.

Hun tager til efterretning, at hun ikke kunne samle et flertal bag sig, så posten i stedet gik til Sisse Marie Welling (SF).

- Jeg havde selvfølgelig rigtig gerne set, at jeg havde fået den, siger Line Barfod ved et pressemøde onsdag på Københavns Rådhus.

- Enhedslisten gik en lille smule tilbage. Vi er stadig det største parti i København, men vi skulle også have et flertal bag os. Det er det afgørende i et demokrati, siger hun.

Enhedslisten fik 22,1 procent af stemmerne i København ved kommunalvalget tirsdag, mens SF blev næststørst med 17,9 procent.

De to partier indgik i en meget bred konstituering i København, som også inkluderer Alternativet, De Radikale, Liberal Alliance, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Liberal Alliance var et af de partier, der satte foden ned i forhold til at gøre Line Barfod til overborgmester.

- Når valget har stået mellem Enhedslisten og SF, så har vi valgt at lægge vores lodder i SF's hat, fordi - og det har jeg sagt i hele valgkampen - vi ikke vil gøre Enhedslisten til overborgmester, siger Alexander Ryle (LA) ved pressemødet.

Line Barfod vælger at glæde sig over, at mere end 100 år med socialdemokratisk styre i hovedstaden er forbi.

- Vi har samarbejdet rigtigt godt i vores valgforbund og er gået til forhandlingerne sammen og har siddet meget tæt sammen i mange timer om, hvordan dette skulle gøres.

- Det har været muligt at lave en bred aftale med stort set samtlige partier på Københavns Rådhus, siger hun.

Kun Socialdemokratiet og Frie Grønne står uden for konstitueringsaftalen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT