Lejlighedspriser i København runder endnu en milepæl

12. FEB 2026 • 06:00ERHVERV/POLITIK

En lejlighed i København koster i snit 70.000 per kvadratmeter. Det er 24,3 procent mere end for et år siden.

Kvadratmeterpriserne på det københavnske boligmarked fortsætter deres himmelflugt.

I januar steg priserne således endnu en gang og rundede for første gang en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 70.000 kroner.

Det viser tal fra Boligsiden, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Det sker, blot ni måneder efter at lejlighedspriserne i København for første gang blev solgt til en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 60.000 kroner.

- Med så hurtig en prisstigning bliver det svært for flere boligkøbere at følge med, siger Birgit Daetz, som er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

I København er de gennemsnitlige salgspriser steget 24,3 procent det seneste år. Alene fra december til januar er priserne steget 1,7 procent.

På Frederiksberg rundede de gennemsnitlige kvadratmeterpriser 70.000 kroner i september 2025. I januar i år lyder de på lige over 77.000 kroner.

Også i flere kommuner omkring København er priserne steget.

Ifølge Boligsiden er lejlighedspriserne i Gladsaxe, Høje-Taastrup, Helsingør og Køge steget mindst 20 procent på et år.

På landsplan er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på lejligheder steget 16,5 procent det seneste år til 43.140 kroner.

Huspriserne er også steget, men en smule mere afdæmpet med en årlig stigning på 7,5 procent.

Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i AL Sydbank, forklarer, at de stigende priser på boligmarkedet skyldes et stærkt arbejdsmarked med rekordhøj beskæftigelse.

Hertil kommer nye skatte- og afgiftslettelser, som også er med til at øge forbrugernes købekraft.

- Så det samlede billede er forudsætninger for et boligmarked i fremgang, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.

Han uddyber, at det især er gået stærkt i København, hvor prisstigningerne betyder, at en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter er blevet over en million kroner dyrere på et år.

Fortsætter det tempo, kommer bekymringen for stabiliteten på boligmarkedet også til at stige, mener Jeppe Juul Borre.

- Det er klart i den høje ende, og såfremt tempoet fortsætter, så kommer bekymringen også til at tage til, skriver han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT