Legoland havde historisk godt regnskabsår med kæmpe overskud

30. JUN 2023 • 20:10ERHVERV/POLITIK

Brikkerne er faldet på plads for Legoland i Billund, der præsenterer overskud på 193 millioner for året 2022.

Legoland i Billund har fredag præsenteret et flot regnskab for året 2022. Faktisk det bedste i selskabets historie.

Med en omsætning på cirka 871 millioner kroner og et resultatet på 193 millioner kroner efter skat, overstiger det langt tidligere års regnskaber og er væsentligt bedre end forventet.

Ifølge årsrapporten for Legoland skyldes det gode resultat en blanding af flere gæster og flere åbningsdage. Blandt de ekstra åbningsdage var 20 ekstra dage i april og december.

I 2023 er der planlagt yderligere juleaktiviteter i december og andre aktiviteter i parken.

I 2021 var omsætningen på cirka 449 millioner kroner. Omsætningen for 2022 byder derfor på en stigning på lidt under 422 millioner kroner.

For det igangværende år er selskabets forventninger, at man lander på samme resultatet som det, der netop er blevet fremlagt.

Ifølge Legoland var året 2022 præget af coronapandemien frem til april, hvor restriktioner og nedlukning særligt ramte selskabets hotelvirksomhed. Fra april, hvor restriktionerne blev ophævet, kom aktiviteten tilbage.

- Det var specielt glædeligt at se, at antallet af turister fra de vigtige udenlandske turistmarkeder hurtigt var oppe på et meget højt niveau, og dette fortsatte i øvrigt gennem hele sæsonen.

- Samtidig kunne vi konstatere, at de udenlandske turister havde et ganske højt forbrug under deres besøg, lyder det i ledelsen beretning i årsrapporten.

Også aktiviteten fra forretningskonferencer og -møder vendte tilbage. Særligt efteråret var godt i den forbindelse, fremgår det.

Foruden forlystelsesparken har Legoland også to hoteller og en campingplads.

I 2020 havde Legoland et underskud på omkring 29,4 millioner kroner grundet coronapandemien. I 2019 var overskuddet på omkring 83,4 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT