Konservative får blå hug for skatteplan med store besparelser

18. AUG 2022 • 08:54ERHVERV/POLITIK

De Konservative fremlægger ufinansierede skattelettelser med 2030-plan, mener Venstre og Dansk Folkeparti.

De Konservatives kolleger i blå blok retter kritik mod den omfattende skatteplan, hvor partiet blandt andet vil finde 18 milliarder gennem effektiviseringer - et andet ord for besparelser - i det offentlige.

Venstre og Dansk Folkeparti beskylder partiet for at undlade at gå i detaljer med, hvordan de penge skal findes.

- Jeg er også tilhænger af, at man skal drive den offentlige sektor på en bedre og billigere måde. Men det er meget ukonkret, hvordan man skal finde de 18 milliarder, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.

- Vi kommer ikke til at kunne love, at man fra den ene dag til den anden kan finde 18 milliarder, for så let er det ikke.

De Konservative fremlagde en skatteplan frem mod 2030 på et pressemøde onsdag i forbindelse med partiets årlige sommergruppemøde.

Den indeholder blandt andet en afskaffelse af topskatten, mens den også sænker samlet skatter og afgifter med 40 milliarder kroner frem mod 2030.

- Noget af det er altså fugle på taget. Det bliver man nødt til at sige, siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

- Der er ingen tvivl om, at man af de reformer, som den nuværende regeringen har lavet på udlændingeområdet har været udgiftsdrivende, og de mangler i hvert fald som indtægter i De Konservatives forslag, og det undrer os jo lidt.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, gjorde det tidligere på ugen klart, at han går efter at blive statsminister efter det kommende folketingsvalg.

Dermed er der to statsministerkandidater i blå blok, hvor Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, også gerne vil være statsminister.

De to er dog enige om, at det vigtigste er, at flertallet bliver blåt efter næste valg, og Troels Lund Poulsen ser ingen problemer i, at Venstre og De Konservative retter kritik mod hinandens politik.

- Når man kigger over på den røde side, så tror jeg ikke, at man kan tale om en homogen blok. Det er jo klart, at vi ikke kan være enig i alle prioriteter, siger Troels Lund Poulsen.

- Vi er forskellige partier med forskellige holdninger, men vi er dog enige om, at det vigtigste er, at Mette Frederiksen (S) ikke længere har regeringsmagten.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra De Konservative til de blå partiers kritik.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU