Knap 50 millioner kroner fra EU er på vej til landmænd

21. SEP 2023 • 12:35ERHVERV/POLITIK

Først en masse tørke. Så en masse regn. Det har ikke været let at være landmand i Danmark denne sommer.

47,3 millioner kroner er på vej i tørkehjælp til danske landmænd.

Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Pengene kommer fra EU-systemet og skal hjælpe landmændene i medlemslandene, heriblandt Danmark, efter en sommer med tørke.

- Jeg er rigtig glad for, at EU-Kommissionen har besluttet at afsætte flere penge i ekstraordinær tørkehjælp til landmændene, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i pressemeddelelsen.

- De danske landmænd har været igennem en hård sommer, først med ekstraordinær tørke og dernæst med en meget våd juli, hvilket har givet landmændene vanskelige arbejdsbetingelser, siger han.

EU-Kommissionen har stillet et samlet beløb på 330 millioner euro til rådighed ifølge ministeriet. Danmarks tildeling bliver på lidt over 47 millioner kroner. Og støtten skal udbetales senest 31. januar 2024.

Støtten bliver fordelt til ansøgere af grundbetaling i 2023 per hektar, der er søgt grundbetaling til. Grundbetaling er den grundlæggende del af landbrugsstøtten, som alle aktive landmænd, der har over to hektar landbrugsareal, kan søge.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT