Klimatopmøde kan vedtage kontroversiel handel med CO2-udledning

11. NOV 2024 • 12:53ERHVERV/POLITIK

Handel med CO2-kreditter kan vedtages på COP29. En forkert model kan være farlig, advarer klimaminister.

Verdenssamfundet kan være tæt på at aftale et nyt handelssystem for CO2-udledning, hvor lande og virksomheder kan købe sig til reduktioner andre steder.

Handelssystemet for CO2-kreditter har været udskudt flere klimatopmøder i streg, men nu skal det afgøres på klimatopmødet COP29 i Baku, Aserbajdsjan.

Den danske forhandlingsdelegation ser både positive potentialer og store faldgruber.

- Vi vil gerne have sådan et system, men vi er meget opmærksomme på, at integriteten af systemet skal være i top, så det ikke er varm luft, man handler, siger klimaminister Lars Aagaard (M) mandag.

Emnet diskuteres allerede af klimatopmødets spidser i de første timer efter åbningen.

I den bedste verden kan et internationalt handelssystem for CO2-kreditter være et samfundsøkonomisk effektivt værktøj til at reducere udledningen de steder, det er billigst.

- Man kan sagtens have en virksomhed, der qua den teknologi, man har, og markedet ikke kan få sine udledninger ned på nul. Hvis der er villighed til at komme i nul ved at betale andre for reduktionerne, så er det en god tanke, siger Lars Aagaard.

- Det kan også medvirke til at flytte penge fra rige til fattige dele af verden.

Men hvis systemet indrettes forkert, kan det være en bombe under den globale omstilling med snyd og humbug til følge.

Der er talrige eksempler på, at klimakreditter har vist sig at være tomme.

Det betyder, at der ikke er sket den reduktion, som sælger af kreditten har lovet, og at der derfor er sket en dobbelt udledning af CO2.

Det kan underminere omstillingen og snyde opgørelserne over forureningen.

- Hvis noget tælles mere end en gang, er det skidt. Dertil skal projekterne, der ligger bagved, være fysisk rigtige og føre til en reduktion, understreger Lars Aagaard.

Han erkender, at verden allerede har ”dårlige erfaringer” med CO2-handel. Derfor er det afgørende, at systemet indrettes sikkert.

De dårlige erfaringer står krystalklart i bevidstheden hos John Nordbo, der er klimarådgiver i ngo’en Care og mangeårig fast observatør af klimatopmøder.

- Klimakreditter har hidtil vist sig at være ganske skadelige for klimaet, siger han.

Der er blandt ngo’er bekymring for, at formandskabet på COP29 vil presse det nye system igennem med et svagt regelværk.

- De regler, som forsøges vedtaget her på COP29, åbner blandt andet mulighed for igen at kunne få kreditter fra ineffektive projekter, siger John Nordbo.

Det kan eksempelvis være skovprojekter, hvor den lovede reduktion kan være svær at forvente, fordi den først vil indtræffe årtier efter, at et nyt træ er plantet - og hvor det kan være svært at sikre, at præcis det afgørende træ ikke forsvinder i brande.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT