Kammeradvokaten erkender brud på konkursloven

18. JUN 2024 • 11:17ERHVERV/POLITIK

Kammeradvokaten har solgt en lejlighed fra et konkursbo til en ansat. Det er et brud på konkursloven.

Kammeradvokaten brød konkursloven, da den valgte at sælge en lejlighed fra et konkursbo til en af sine ansatte.

Det erkender advokathuset, der også har en rolle som statens advokat, over for Børsen.

- Vi kan konstatere, at der er sket en beklagelig fejl i vores sagsbehandling, da vi i strid med konkursloven har solgt lejligheden til en person, der er ansat i en servicefunktion ved mødecenteret på vores kontor i København, skriver partner hos Kammeradvokaten Cathrine Wollenberg Zittan i en mail til Børsen.

Lejligheden har tilhørt Peter Bindner, der af mediet beskrives som "eventmager".

Han er tidligere blevet omtalt af en række medier, efter at han blev mistænkt for at have snydt med millioner af kroner i coronastøtte.

I forbindelse med epidemien modtog han støtte til otte koncerter på en bus, som kørte rundt i flere danske byer.

Peter Bindner har selv hævdet, at det kostede 24,8 millioner kroner at afvikle koncerterne.

Han er i mellemtiden blevet begæret konkurs, efter at han blev mødt af et krav på 10,7 millioner kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Styrelsen mener, at prisen har været kraftigt overvurderet.

Kammeradvokaten har stået for Peter Bindners konkursbo, og det er i den forbindelse, at lejligheden er blevet solgt til en ansat.

Bindner har over for advokathuset flere gange gjort opmærksom på, at lejligheden ifølge ham var mere værd end Kammeradvokatens vurdering, skriver Børsen.

Den blev i sidste ende udbudt til fem millioner og derefter solgt til cirka 4,5 millioner kroner.

Ifølge Bindner var lejlighedens værdi på mellem fem og seks millioner.

Partner hos Kammeradvokaten Cathrine Wollenberg Zittan gør det dog klart over for Børsen, at købsprocessen blev varetaget af en mægler.

Advokathuset var således ikke bevidst om, at en ansat endte med at købe lejligheden, hævder hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT