Japanske aktier går i rødt dagen efter stor optur

11. APR 2025 • 03:02ERHVERV/POLITIK

De største japanske selskaber har nogle urolige dage på aktiemarkedet efter Donald Trumps toldmeldinger.

Japans toneangivende Nikkei 225-indeks åbnede fredag med et fald på 5,0 procent.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed fortsætter de seneste dages store sving på aktiemarkederne. De er opstået, efter at USA's præsident, Donald Trump, i sidste uge annoncerede importtold på varer fra de fleste af verdens lande.

Onsdag valgte Trump at lempe tolden i en periode på 90 dage, hvilket sendte aktierne i vejret på mange af verdens børser.

Nikkei-indekset steg torsdag med 9,1 procent ovenpå flere store fald de foregående dage.

Udviklingen på det førende japanske indeks kommer efter fald på børserne i New York torsdag. Ovenpå en stor aktieoptur onsdag, i timerne efter at Trump havde lempet tolden, faldt aktierne igen torsdag i USA.

USA's præsident havde oprindeligt annonceret en importtold på 24 procent på japanske varer. Den er sat på pause i 90 dage, så japanske varer i stedet pålægges en basistold på 10 procent.

Basistolden gælder for stort set alle lande i verden. Mexico, Canada og Kina er dog undtaget, fordi de er omfattet af særlige toldsatser.

Tidligere har Trump indført en told på 25 procent rettet mod udenlandske biler, som fortsat er gældende. Japan har en stor bilindustri, der blandt andre tæller Toyota og Suzuki.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT