IT-bøvl forlænger frist for indberetning til Skattestyrelsen

30. JUN 2022 • 15:36ERHVERV/POLITIK

Problemerne i sidste uge hos Nets har ført til stort pres på it-systemerne hos Skattestyrelsen.

Selskaber får en ekstra uge til at indberette de oplysninger, de ellers skulle have indberettet senest torsdag 30. juni.

Den forlængede frist skyldes sidste uges driftsforstyrrelse hos Nets, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Driftsforstyrrelsen gav problemer med at logge på NemID.

Det havde også den konsekvens, at mange selskaber ikke kunne indberette oplysninger til Skattestyrelsen.

Nu er det tekniske problem løst hos Nets, men det har til gengæld skabt et stort pres på Skattestyrelsens systemer.

Derfor får selskaberne en uge længere til at indberette deres oplysninger.

- Det er en ærgerlig situation, men vi ser ikke anden udvej end at rykke fristen med en uge til torsdag i næste uge, den 7. juli 2022, siger direktør for selskabsskat Kenneth Joensen, Skattestyrelsen.

- Presset aftog onsdag aften, men i dag (torsdag, red.) er systemerne igen hårdt belastede. I denne nye situation udskyder vi derfor fristerne for indsendelse af selskabernes oplysningsskema med en uge, siger han.

Fristen, der skubbes en uge, er frist for selskaber med regnskabsår, der følger kalenderåret, altså med udløb 31. december.

- Det er klart, at nogle vil opleve det som både forvirrende og besværligt, at der er opstået kø for de mange selskaber, der arbejder hårdt for at indberette deres oplysninger inden for fristen.

- På baggrund af den konkrete situation mener jeg, at det er nødvendigt, at vi giver selskaberne flere dage til at nå at indberette, siger Kenneth Joensen.

Oplysningsfristen for borgere og selvstændige erhvervsdrivende er fredag 1. juli. Og den fastholdes som hidtil, oplyser Skattestyrelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU