Ida Auken gentager statsministerens budskab i stor amerikansk avis

15. APR 2025 • 10:49ERHVERV/POLITIK

Ida Auken har på invitation fra New York Times skrevet et debatindlæg i avisen om Danmarks forhold til USA.

I et debatindlæg i den amerikanske avis The New York Times gentager det socialdemokratiske folketingsmedlem Ida Auken statsministerens budskab om, at Danmark har været en god allieret til USA.

Derfor har hun svært ved at glemme det øjeblik, hvor den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, sagde, at Danmark ikke var en god allieret.

- Vores land har været intet mindre end en trofast allieret med USA. Mange af os følte det som om, at vi mistede en langvarig ven - næsten som om en bror forlod os: USA har været Danmark tætteste allierede i næsten 80 år, skriver Auken.

Ida Auken er ordfører for landbrug og for den grønne trepart for Socialdemokratiet.

Hun fortæller, at den amerikanske avis inviterede hende til at skrive indlægget om forholdet mellem Danmark og USA for at "vise tingene fra vores side".

- Jeg håber selvfølgelig, at der er nogle i den amerikanske regering, der læser det her. Jeg håber også, at der er en del af den amerikanske befolkning, der lige bliver mindet om, at der findes andre lande end USA. Nogle gange kan amerikanere godt glemme, at resten af verden er virkelig.

- Så det, at vise at vi findes og reagerer på det, der bliver sagt, tror jeg, har en betydning - også internt i USA, siger Ida Auken.

I debatindlægget gentager Ida Auken også budskabet om, at Danmark har bakket op om USA i flere krige, herunder krigen i Afghanistan, hvor over 50 danskere døde.

- Når USA har kaldt, er Danmark trådt til, lyder det.

I begyndelsen af februar sagde J.D. Vance i et længere interview med Fox News, at han ikke mente, at Danmark var en god allieret.

Det skyldtes ifølge vicepræsidenten, at Danmark ikke beskytter Grønland godt nok.

- Der er søveje, som kineserne og russerne bruger, og helt ærligt, så gør Danmark, som kontrollerer Grønland, ikke sit arbejde. Og det er ikke en god allieret, sagde Vance.

Efterfølgende var den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), ude og afvise kritikken.

- Vi er en af USA's vigtigste og bedste allierede. Derfor vil jeg heller ikke have det siddende på Danmark, at vi er en dårlig allieret. Det er vi ikke. Det har vi ikke været, og det kommer vi heller ikke til at være i fremtiden, sagde Mette Frederiksen efter udtalelsen fra Vance.

Ida Auken ønsker ikke at oplyse om, hvorvidt hendes debatindlæg har været igennem en intern proces i Socialdemokratiet.

Hun påpeger, at hun ikke ønsker at skabe "en større konflikt" mellem USA og Danmark med debatindlægget.

- Det er klart, at de skarpeste ting i det her er citaterne fra udenrigsministeren og statsministeren. Det er ikke mit mandat at gå videre, end hvad de har sagt.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT