Højere priser er med til at skabe vækst hos Tryg
Vejrhændelser i årets start påvirker resultatet negativt, mens lavere niveau af storskader bidrager positivt.
Prisjusteringer er med til at give forsikringsselskabet Tryg vækst i 2024, hvor selskabet har tjent 4,8 milliarder kroner efter skat.Det viser selskabets årsregnskab, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
I 2023 tjente Tryg knap 3,9 milliarder kroner efter skat. Indtjeningen er dermed vokset med omkring 23 procent.
Tryg skriver i regnskabet, at væksten primært er drevet af prisjusteringer for at imødekomme inflationen og for at genetablere profitabiliteten i dele af forretningen i Norge.
Årets vejrhændelser var på linje med det, Tryg havde forventet ved årets indgang.
Men første halvdel af året bød på flere store udfordringer relateret til vejret, lyder det. Det gælder blandt andet kraftig regn i Danmark og en barsk vinter med betydelig sne i Norge.
Hændelserne i årets begyndelse har påvirket årets resultat negativt, mens et lavere niveau af storskader påvirker resultatet positivt.
Udgifterne til storskader lander 245 millioner kroner under det, som Tryg havde budgetteret med for 2024. Omvendt lander udgifter til vejrrelaterede skader 133 millioner kroner over det forventede.
- Vi har i seneste kvartal set lidt flere vejrskader i særligt Norge, som skyldes en række storme og store mængder sne i de nordlige regioner, siger Johan Kirstein Brammer, topchef i Tryg-koncernen, i en pressemeddelelse.
- Sammenligner vi med 2023 har vores kunder dog været knap så hårdt ramt af vejret i 2024, og mange af årets vejrskader faldt i starten af året, lyder det videre.
Foruden at tjene penge på forsikringer tjener Tryg også penge på investeringer.
I fjerde kvartal har investeringerne dog bidraget negativt til bundlinjen, fordi Tryg har frasolgt investeringer, da finansmarkederne var nede som led i en risikoreduktion af porteføljen.
På længere sigt forventer Tryg, at risikoreduktionen vil medføre mere stabile resultater, som ikke i samme grad bliver påvirket af udsving på de finansielle markeder.
Tryg er delvist ejet af Tryghedsgruppen, som alle forsikringstagere er medejere af.
Hvert år udbetales der en bonus til medlemmerne, og den udgør i 2024 cirka en milliard kroner. Det svarer til seks procent af de danske kunders præmiebetalinger i 2023.
/ritzau/