Halvdelen af de valgte regionsrådsmedlemmer er kvinder

20. NOV 2025 • 12:19ERHVERV/POLITIK

Lige over halvdelen af de valgte til regionsrådene er kvinder. Det er procentvis lidt mere end i 2021.

68 ud af i alt 134 af de nyvalgte regionsrådsmedlemmer er kvinder.

Det er en procentdel på 50,75, og det er procentvis rekordmange kvindelige medlemmer, da procentdelen på 50,24 i 2021 var en rekord.

Ved valget i 2021 blev 103 kvinder ud af 205 medlemmer valgt ind i regionsrådene.

Det betyder, at der ved tirsdagens valg blev valgt færre medlemmer end i 2021.

Det skyldes den nye sundhedsreform, der indbefatter en sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland, som er blevet til det nye Region Østdanmark.

Blandt de 68 kvinder er der både nyvalgte og genvalgte.

I Region Østdanmark er den person, der fik allerflest personlige stemmer, det nyvalgte regionsrådsmedlem Pia Kjærsgaard (DF). Hun fik 98.836 personlige stemmer.

En af dem, der er blevet genvalgt som regionsrådsmedlem, er Mette With Hagensen (S) i Region Syddanmark. Hun fik tredjeflest stemmer i regionen med 12.996.

Resultatet af de valgte kvinder er på tværs af de fire regioner meget ligeligt fordelt.

Tallene for Region Midtjylland er 15 valgte kvinder ud af 31 medlemsposter.

14 ud af 25 poster i Region Nordjylland besættes af kvinder.

I Region Syddanmark nupper 16 kvinder en post hver, og det er ud af i alt 31 pladser.

I den nye Region Østdanmark, som også er den største region, skal der sidde 23 kvinder ud af 47 medlemmer i alt.

Alle de fire formandsposter er blevet besat af mænd.

Det er ikke kun den procentvise andel af kvindelige medlemmer i regionsrådene, der slår rekord for kvinder ved kommunal- og regionalvalget.

Der er indtil videre blevet valgt 24 kvindelige borgmestre ud af landets 98 borgmesterposter, og det er flere end nogensinde.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT