Hæstorp-vikar vil overveje overborgmesterrolle frem til næste valg

9. SEP 2024 • 15:24ERHVERV/POLITIK

Lars Weiss (S) blev fungerende overborgmester i København, da Sophie Hæstorp Andersen (S) blev minister.

Det er endnu uvist, om Lars Weiss (S) vil fortsætte som fungerende overborgmester i København frem til kommunalvalget i 2025.

- Jeg skal hjem og tænke og føle efter i forhold til, om jeg vil stille mig til rådighed frem til næste valg, siger han til Ritzau.

Lars Weiss blev fungerende overborgmester i kommunen, efter at tidligere overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) blev ny social- og boligminister i slutningen af august.

Hun overtog ministerposten fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der efterfølgende meldte sig som overborgmesterkandidat i København for Socialdemokratiet.

Det er ikke første gang, Lars Weiss tiltræder som fungerende overborgmester.

I oktober 2020 blev han Københavns overborgmester, da Frank Jensen trak sig efter sager om krænkende seksuel adfærd.

Dengang sad Lars Weiss på posten indtil kommunalvalget i 2021.

Lars Weiss vil træffe en beslutning om et par dage, siger han til Politiken.

- Det er ikke nogen lille post at være førstemand eller -kvinde i København. Og derfor skal jeg have tænkt grundigt igennem, om jeg synes, at jeg er den rette til at løfte den opgave, siger han til avisen.

Han vil i de kommende dage også løfte sløret for, om han genopstiller ved næste kommunalvalg.

På onsdag skal Socialdemokratiet vælge sin spidskandidat til kommunalvalget næste år. Indtil videre er Pernille Rosenkrantz-Theil den eneste kandidat.

I sidste uge fortalte Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun er skeptisk over for en af Socialdemokratiets helt store mærkesager i København: Lynetteholm-projektet.

Projektet indebærer, at der skal bygges en ny ø med tusindvis af boliger i havet ud for København.

Det er ifølge Lars Weiss ikke et problem, at en fremtidig spidskandidat for Socialdemokratiet har den holdning.

- Det er sundt at være skeptisk. Men jeg bider også mærke i, at Pernille siger: "Ja, Lynetteholmen kommer", siger han.

Pernille Rosenkrantz-Theil sagde i sidste uge, at "man godt kan få hende overbevist" om projektet, men at der skal være fokus på, at unge københavnere også har mulighed for at få lejligheder på øen.

- Jeg tror ikke, at forskellen på substansen er særlig stor, for den diskussion om, hvad Lynetteholmen skal blive til, kører allerede, siger Lars Weiss.

- De intentioner, der har været på rådhuset indtil nu, har netop været, at Lynetteholmen er en af forudsætningerne for, at vi kan holde fast i, at København er en blandet by med borgere med alle mulige former for indkomster.

Han mener også, at man endnu ikke skal træffe alle beslutninger om, hvad Lynetteholmen skal blive til.

- Der skal også komme nogen efter os, der skal være med til at sætte præget her, for verden ændrer sig, og det kan være nogle helt andre ting, der er behov for på længere sigt, siger han.

Planen er, at Lynetteholmen skal stå færdig i 2070.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT