Grønlandsk telechef advarer om sårbar kritisk infrastruktur
Grønlands digitale infrastruktur er så skrøbelig, at regeringsparti vil have nyt søkabel betalt af Forsvaret.
Onsdag var statsminister Mette Frederiksen (S), Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, og formanden for Naalakkersuisut, Muté B. Egede, på besøg på et telesite på et fjeld midt i Godthåbsfjorden for ved selvsyn at se de kritiske forhold for infrastrukturen i Grønland.For hvor Danmark er forbundet på kryds og tværs af digitale forbindelser, så er virkeligheden en anden i Grønland.
Der er på nuværende tidspunkt kun to søkabler til og fra Grønland. Hvis de sættes ud af spil, så sættes Grønlands digitale infrastruktur grundlæggende ud af spil.
Det fortæller administrerende direktør for Grønlands nationale teleleverandør, Tusass, Kristian Reinert Davidsen, som var med de tre regeringsledere i Godthåbsfjorden.
- Grønland er et land, som arealmæssigt kan sammenlignes med Europa, men der bor kun 56.000 mennesker. Landet er koblet op med to søkabler. Det betyder, at vi er meget sårbare over for søkabelbrud, siger han.
Tusass er eneansvarlig for etableringen og driften af hele tele- og internetinfrastrukturen i Grønland, hvilket foregår via søkabelsystemer, satellit og radiokæder.
Netop fordi den grønlandske infrastruktur er så skrøbelig, skal havbunden langs den grønlandske vestkyst kortlægges i løbet af sommeren.
Kortlægningen er første skridt på vejen mod etableringen af et nyt søkabel.
- Med kortlægningen skal vi finde ud af, hvor vi kan lægge et søkabel op langs kysten, så vi kan gøre strukturen mere robust og dermed blive mere modstandsdygtige, hvis der sker et brud, siger Kristian Reinert Davidsen.
- Samtidig vil det med tiden være muligt at forlænge det her kabel og dække flere byer på vestkysten, tilføjer han.
I december sidste år tildelte EU-Kommissionen Tusass 66 millioner kroner til at gennemføre havbundsundersøgelserne.
Aaja Chemnitz, medlem af Folketinget for det grønlandske regeringsparti, IA, mener, at den digitale infrastruktur i Grønland er så skrøbelig, at Forsvaret bør finansiere det nye søkabel.
Hun mener derfor, at kablet bør indgå i forsvarsforligsforhandlingerne.
- For at bevare forsyningssikkerhed og beskytte vores kritiske infrastruktur her i Grønland, så bør Forsvaret som del af forsvarsforliget betale for et ekstra søkabel, siger hun ifølge mediet Ingeniøren.
Onsdagens besøg på telesitet i Godthåbsfjorden fandt sted i forbindelse med, at Mette Frederiksen, Aksel V. Johannesen og Muté B. Egede var samlet i Grønland til rigsmøde, hvor de tirsdag og onsdag drøftede emner af fælles interesse i rigsfællesskabet.
/ritzau/