Fyret Ørsted-chef har fået næsten 33 millioner kroner med sig
Mads Nipper, der blev fyret som topchef i Ørsted i januar sidste år, har fået millioner i godtgørelse.
Ørsted har betalt knap 33 millioner kroner til virksomhedens tidligere topchef Mads Nipper, efter at han blev fyret i starten af 2025.Det viser en aflønningsrapport, der er blevet offentliggjort sideløbende med årsregnskabet fredag morgen.
Beløbet består af en fratrædelsesgodtgørelse på knap 16,6 millioner kroner og en næsten identisk udbetaling under hans fratrædelsesperiode.
Fratrædelsesperioden løb fra februar sidste år og frem til januar i år. Han var ikke længere ansat i Ørsted i perioden.
Mads Nipper, der også har topstillinger i Lego og Grundfos på cv'et, er i dag bestyrelsesformand i mineudstyrsproducenten FLSmidth.
Ørsteds fyring af Nipper blev på daværende tidspunkt begrundet med, at der var brug for friske øjne på selskabets forretning, der havde været ramt af massive nedskrivninger.
Derudover havde selskabets aktiekurs taget nogle tæsk.
Mads Nipper startede i Ørsted i begyndelsen af 2021. Dengang blev selskabets aktie handlet til en kurs omkring 1350.
Omkring fyringen var kursen faldet til under 300 kroner.
Som erstatning hentede selskabet Rasmus Errboe fra egne rækker. Han kom fra en position som viceadministrerende direktør og kommerciel direktør.
- Jeg har et indgående kendskab til vores industri, og sammen med vores dygtige medarbejdere vil jeg og ledelsen arbejde utrætteligt på at skabe værdi for vores kunder, vores aktionærer og vores øvrige interessenter, sagde han dengang.
Tidligere har Errboe også været økonomidirektør i Ørsteds globale offshoredivision, og så var det ham, der både stod i spidsen for børsnoteringen i 2016 og frasalget af olie- og gasforretningen i 2017.
Fredag har han været med til at fremlægge energikoncernens årsregnskab for 2025, hvor Ørsted havde et overskud på 3,2 milliarder kroner.
Nedskrivninger i både USA og Europa har dog været med til at trække resultatet ned.
/ritzau/
