Fund af stemmer kan få afgørende betydning for ny borgmester
Thomas Horn (S) har et flertal bag sig, men der er fundet konservative stemmer i en socialdemokratisk bunke.
Først efter en dramatisk aften i Helsingør blev der fundet en ny borgmester. Men dramaet fortsætter onsdag, for efter en optælling er der fundet en bunke konservative stemmer i en socialdemokratisk bunke.Sådan lyder det på Facebook fra Thomas Horn (S), som står til at blive Helsingørs nye borgmester, medmindre stemmerne rykker ved fordelingen af mandater.
- Der er tilsyneladende rod i valgstedet på Hornbæk Skole.
- Vi er noget rystede, og vi kender ikke helt konsekvensen. Men det er klart, at det kan få afgørende betydning i et tæt valg, skriver han.
De Konservative blev det største parti i Helsingør med 10.046 stemmer, hvor Socialdemokratiet blev næststørst med 7715 stemmer.
Ved valg er der dog altid en fintælling.
Thomas Horn siger ifølge Berlingske, at det lader til, at der er sket nogle "menneskelige fejl". Han nævner blandt andet træthed blandt stemmetællerne, og at der har manglet personale til optælling som andre faktorer.
- Vi sidder med en følelse af, at vi skal have genoptalt hele Hornbæk Skole og måske hele kommunen igen. Ingen af os kan leve med resten af livet, at vi skal tænke over, hvad der egentlig skete, siger Thomas Horn ifølge Berlingske.
I Helsingør var det først ud på aftenen, at det stod klart, at magten var tippet i Socialdemokratiets favør, og at De Konservative mister den.
Til Ritzau bekræfter kommunens kommunikationschef, Martin Deichmann, at der er tale om 100 stemmer.
De er blevet lagt i en S-bunke, men vælgerne havde sat kryds ved De Konservative.
Ifølge Mette Lene Jensen, der er Venstres spidskandidat i Helsingør Kommune, blev fejlen opdaget under fintællingen.
Hun har sammen med andre politikere modtaget en e-mail om hændelsen.
På valgnatten blev 55 stemmer skæbnesvangre for Benedikte Kiær (K), der ser ud til at miste borgmesterposten til socialdemokraten Thomas Horn.
Klokken 15 onsdag holder valgbestyrelsen i Helsingør Kommune møde, hvor valgresultatet skal godkendes.
Valgbestyrelsen kan også vælge at kræve en ny fintælling.
Helsingør Kommune kan endnu ikke svare på, om de fundne stemmer får betydning for mandatfordelingen.
Ifølge det foreløbige resultat gik De Konservative to mandater tilbage og står til at få otte pladser i byrådet.
Socialdemokratiet har fået seks mandater, mens SF har fået tre, og Enhedslisten har fået to.
En række partier - Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre, De Radikale, Danmarksdemokraterne og Moderaterne - har fået et enkelt mandat hver.
Det kræver 13 mandater for et flertal i byrådet.
/ritzau/
