Forsker: Grønland sender tydeligt signal til USA ved at vælge Danmark

13. JAN 2026 • 19:47ERHVERV/POLITIK

Grønland vælger Danmark ifølge regeringsleder, som sender tydeligt signal før vigtigt møde med USA.

Grønland sender tirsdag et klart signal til USA forud for et vigtigt møde onsdag i Det Hvide Hus ifølge seniorforsker Ulrik Pram Gad.

Hvis Grønland skulle vælge mellem USA og Danmark, så vælger regeringsleder og formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen her og nu Danmark.

Det kan ikke siges tydeligere ifølge seniorforskeren fra Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.

- Det er primært et signal til USA om, at man går ind i det der rum sammen og regner med at komme ud igen sammen, siger Ulrik Pram Gad om den danske og grønlandske delegation, som mødes med USA onsdag.

Dermed mener han, at udmeldingerne fra USA om at ville overtage Grønland, selv om de er allierede, har været kontraproduktive. Fordi Danmark og Grønland er rystet mere sammen trods visse politiske og historiske uenigheder.

På et pressemøde tirsdag i Statsministeriet sagde Jens-Frederik Nielsen det tydeligere, end han før har gjort.

- Vi står i en geopolitisk krise. Hvis vi skal vælge mellem USA og Danmark her og nu, så vælger vi Danmark. Vi vælger Nato, Kongeriget Danmark og EU, sagde han.

Jens-Frederik Nielsen kaldte støtten fra Europa og Danmark for "helt afgørende".

Seniorforsker Ulrik Pram Gad mener, at det er meget præcist formuleret.

- Deres langsigtede plan er stadigvæk at blive selvstændige, og de opfatter det, USA gør, som en trussel, siger han.

Det er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og minister for udenrigsanliggende Vivian Motzfeldt, som rejser til USA.

Her mødes de med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, i Det Hvide Hus i Washington D.C.

Mødet finder ifølge DR og TV2's oplysninger sted klokken 16.30 dansk tid. Det kan dog rykke sig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT