Folketingspolitiker vil sejle til Gaza i Thunbergs kølvand
Enhedslistens Victoria Velasquez rejser sydpå for at blive en del af en større flåde med nødhjælp til Gaza.
Svenske Greta Thunberg forsøgte det for nogle måneder siden, og nu forsøger Enhedslistens folketingsmedlem Victoria Velasquez at gøre hende kunsten efter.Sammen med andre folkevalgte politikere, nødhjælpsarbejdere og journalister rejser hun senere på måneden sydpå for at sejle nødhjælp til Gaza på ét af to danske skibe.
Skibene er en del af et større, international flåde af skibe, der skal sætte fokus på problemet med manglende nødhjælp til indbyggerne i Gazastriben på grund af Israels blokade af området.
- Der er to årsager til, at jeg tager afsted. For det første er det vigtigt, at nødhjælpen når frem.
- Og for det andet skal vi sende et klart signal til den danske regering og andre politiske ledere i verden om, at vi skal lægge pres på Israel, siger Velasquez.
Hun mener, at hun og hendes parti har gjort, hvad man kunne i det danske politiske system for at få ophævet blokaden af Gaza.
- Vi har rejst beslutningsforslag om økonomiske sanktioner mod Israel, vi har forsøgt at stoppe for salg af våbendele til Israel og arbejdet for, at Danmark skal anerkende Palæstina som stat.
- Men regeringen har svigtet, og derfor synes jeg egentlig, at rejsen er en klar forlængelse af det parlamentariske arbejde, siger hun.
Victoria Velasquez siger, at hun i kraft af sin status som folkevalgt politiker nyder en særlig beskyttelse ifølge internationale konventioner.
Men hun ved også, at Israel er under anklage for at se stort på selvsamme konventioner i forbindelse med angrebene på og besættelsen af Gaza.
Derfor er det ikke en ufarlig tur at begive sig ud på.
- Det er jo det, der har været med til at gøre beslutningen svær. Men jeg er mere bekymret for, hvad der sker, hvis vi ikke gør det.
- Vi skal sætte fokus på, at lige nu er der børn, der dør af sult, fordi Israel opretholder en ulovlig blokade, siger hun.
Af sikkerhedshensyn kan Victoria Velasquez ikke fortælle, hvornår hun lægger fra land og fra hvilken havn.
Greta Thunbergs tur med nødhjælpsskibet Madleen endte, da israelske styrker bordede skibet, inden det nåede sit mål i Gaza. 12 aktivister blev anholdt og ført til Israel. De blev senere løsladt og deporteret.
/ritzau/