Første fly fra Aalborg til New York har takeoff torsdag aften

27. APR 2023 • 16:37ERHVERV/POLITIK

80 procent af pladserne er solgt på jomfruturen på første direkte flyrute fra Jylland til New York.

Torsdag klokken 18.30 er der takeoff på den første direkte flyrute fra Jylland til New York.

Det er SAS, der står bag ruten fra Aalborg Lufthavn over Atlanten til Newark Liberty International Airport.

Der er tre ugentlige afgange, og ruten er målrettet både erhvervsfolk og turister.

- Det er stort for os, for regionen og for Jylland, at vi nu får en transatlantisk forbindelse direkte til New York, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen, Aalborg Lufthavn.

Det er SAS' Airbus 321LR med plads til 157 passagerer, der mandag, torsdag og lørdag fra 27. april til og med oktober flyver fra Aalborg til New York.

Torsdag formiddag var over 80 procent af billetterne på jomfruturen ifølge lufthavnsdirektøren solgt.

- Det er faktisk pænt for en første tur. Man skal tænke på, at vi fik annonceret ruten lige før juleaften.

- Nu er vi i fuld gang både i USA og herhjemme med markedsføringen. Og bookingtallene ser ganske fornuftige ud, siger Niels Hemmingsen.

Lufthavnsdirektøren ser ruten som et stort aktiv, både for turister og jyske forretningsfolk.

- Erhvervslivet får mange flere muligheder med en direkte forbindelse.

- Men turismen er lige så vigtig. Og det går begge veje. Der er også rigtig mange amerikanere, der vælger at tage den her vej over, siger Niels Hemmingsen.

Han spår, at ruten bliver en "turistmæssig booster" for hele Jylland, fordi tilrejsende amerikanske turister vil tage på oplevelse i det jyske.

Lufthavnsdirektøren forudser også amerikansk rykind på den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli, som traditionen tro markeres i Rebild i Nordjylland.

Premieren på den nye rute fejres torsdag eftermiddag, hvor den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, samt Anko van der Werff, CEO i SAS, er til stede.

Prisen for en returbillet fra Aalborg til New York er fra 2869 kroner og opefter. Priserne varierer efter den valgte rejseklasse og tidspunktet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU