FLSmidth fastholder forventninger trods faldende omsætning

13. MAJ 2026 • 08:33ERHVERV/POLITIK

Omsætningen hos FLSmidth faldt i første kvartal. Men selskabet tror stadig, at året kan ende med vækst.

Mineudstyrsproducenten FLSmidth holder fast i sine forventninger, selv om omsætningen er faldet i første kvartal.

Her har FLSmidth haft en omsætning på knap 3,3 milliarder kroner, hvilket er næsten 12 procent mindre end i samme kvartal i 2025.

Det viser FLSmidths regnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Fraregner man effekter fra udsving i valutakurser samt opkøb og frasalg, er FLSmidths omsætning faldet syv procent i første kvartal. Det er den organiske vækst.

FLSmidth holder fast i sin forventning om, at den organiske vækst vil lande mellem minus en og plus fire procent i 2026.

I regnskabet skriver selskabet, at en del af omsætningen allerede er sikret i ordrebogen, som løb op i 10,9 milliarder kroner ved afslutningen af 2025. Heraf ventes 65 procent at blive til omsætning i løbet af 2026, lyder det.

Toni Laaksonen, som tidligere i år blev udpeget som topchef i FLSmidth, siger i en kommentar i regnskabet, at første kvartal generelt er gået efter planen.

Han påpeger, at der har været stærk vækst i ordrerne inden for serviceforretningen og FLSmidths nye forretningsben inden for pumper og ventiler.

Til gengæld er markedsforholdene for produktsalg til mineindustrien mere udfordret. Men topchefen ser muligheder inden for bestemte kategorier.

- Der er dog tidligere indikationer på potentiel momentum inden for visse råvarer, især kobber og guld, hvis projekter i pipeline udvikler sig som forventet mod slutningen af året eller ind i begyndelsen af 2027, siger Toni Laaksonen i regnskabet.

FLSmidth forventer en organisk vækst inden for produkter på mellem minus 15 og minus 5 procent. Det skyldes blandt andet lav investeringslyst i branchen.

Til gengæld venter selskabet vækst både inden for service og sit nye forretningsben.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT