Flertal lover at finde løsning men afviser automatisk organdonation

2. MAR 2023 • 16:36ERHVERV/POLITIK

Der skal findes en løsning på, at for mange venter på organer, mener et flertal i Folketinget.

Der skal ske noget i forhold til organdonation, hvor der sidste år døde 21 mennesker, mens de ventede på et organ. Det mener et flertal i Folketinget.

Men blandt partierne er der ikke enighed om, hvad det skal være.

Debatten er torsdag endnu engang rejst i Folketinget som følge af et borgerforslag om, at borgere automatisk bliver registreret som organdonor, medmindre man aktivt melder fra. Hidtil er debatten strandet.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har afholdt et møde med partierne i denne uge og varsler flere.

- Den nuværende situation, hvor alt for mange patienter venter på livsvigtige organer, kan vi som samfund ikke acceptere. Ikke at gøre noget er også et valg. Det er vi til gengæld imod i regeringen, for vi skal gøre noget, siger hun i Folketingssalen.

Ministeren kan ikke sige, hvornår en eventuel aftale kan komme på plads.

- Jeg vil love, at det her ikke er en sovepude eller en syltekrukke, siger hun.

Et politisk flertal afviser automatisk organdonation, men er samtidig enige om, at debatten ikke må strande denne gang.

Ifølge Dansk Center for Organdonation stod 460 personer på aktiv venteliste til et organ ved udgangen af 2022. Det er omkring 70 patienter flere end året før.

Siden sidst debatten var oppe, har Etisk Råd set på spørgsmålet, og de har lavet en udtalelse, hvor de anbefaler informeret samtykke, hvilket gælder i dag.

Sundhedsordfører Lotte Rod (R) har været medlem af Folketinget i over ti år og er åben for alle modeller, hvor der kan findes et flertal.

- Vi har haft den samme diskussion i alle årene, hvor vi alle siger, at vi gerne vil have flere organdonorer. Alligevel går det bare helt utroligt langsomt, siger hun.

Over ti år er der ikke sket den store udvikling i forhold til at nedbringe ventelisterne.

- Det er langt fra godt nok, siger sundhedsministeren.

- Det afspejler ikke den positive holdning, der er i Danmark. Det modsætningsforhold ser jeg gerne, vi får ændret på. Ja, det synes jeg faktisk, vi skal, uddyber hun.

Kritikere påpeger, at staten ikke skal eje organer. For Lotte Rod har det ikke noget med staten at gøre, da det er en donation mellem mennesker.

- For mig er det grundlæggende noget, vi gør for hinanden, siger hun.

Sundhedsministeren påpeger, at man med en blød variant af automatisk donation - som borgerforslaget går på - lader det være op til pårørende, om organerne skal doneres, hvis man ikke tager et aktivt valg.

Foruden Danmark er det kun et fåtal af lande i Europa, hvor man aktivt skal tilmelde sig donorregisteret.

Hvis man i dag vælger at donere sine organer, kan man samtidig vælge, om ens pårørende skal kunne sige nej i sidste ende.

Bag borgerforslaget om automatisk organdonation står Mads Sebbelov, som mistede sin 15-årige datter Josephine i 2020, mens hun ventede på et hjerte.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT