Finanstilsynet politianmelder Realkredit Danmark
Realkredit Danmark har i flere år ikke værdiansat visse ejerlejligheder til videreudlejning korrekt.
Finanstilsynet har politianmeldt Realkredit Danmark for ikke at have værdiansat visse ejerlejligheder til videreudlejning korrekt.Det fremgår af Finanstilsynets hjemmeside.
Når et realkreditselskab belåner en lejlighed, skal værdisætningen af lejligheden ske ud fra en såkaldt rentabilitetsberegning, hvor lejeindtægten indgår som et vigtigt element.
I en femårig periode vurderede Realkredit Danmark imidlertid lejligheder efter et andet princip, der ofte resulterer i for høje vurderinger.
Realkredit Danmark opdagede selv fejlen, men der gik mere end to år, før selskabet stoppede den ulovlige praksis.
Finanstilsynet blev underrettet om fejlen i september 2024, og fra og med samme tidspunkt har Realkredit Danmark sørget for at anvende rentabilitetsberegninger.
Det er ikke alle udlejede ejerlejligheder, der i perioden frem til 2024 er blevet vurderet efter det forkerte princip.
Det er nu op til politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) at vurdere, om Realkredit Danmark skal straffes for den ulovlige praksis.
/ritzau/
