Femina udkommer kun digitalt fremover

22. FEB 2024 • 13:01ERHVERV/POLITIK

Kvindemagasinet Femina vil efter 29. februar kun udkomme digitalt på sin hjemmeside femina.dk.

Den sidste papirudgave af Femina udkommer 29. februar. Fremover vil kvindebladet kun kunne læses digitalt.

Det skriver Femina i en pressemeddelelse.

Baggrunden er, at læserne i langt højere grad læser magasinet digitalt, lyder det i meddelelsen.

Femina fortsætter med at udgive artikler, podcasts og videoer på sin hjemmeside, femina.dk.

Derudover bliver der også snart lanceret en nyhedsblog på hjemmesiden, hvor læserne kan holde sig opdaterede om de vigtigste nyheder i relation til kvinder, ligestilling og diversitet.

- Som medie løfter vi de store strukturelle dagsordner, der gør en positiv forskel for kvinders liv, siger chefredaktør Anne Wittorff Rusbjerg.

Samtidig vil Femina udvide sin forretningsmodel med brugerbetaling, hvor der blandt andet vil være fokus på at danne fællesskaber gennem events.

Koncernen Aller Media meddelte allerede i november sidste år, at man ville nedlægge papirudgaven af Femina.

Investeringerne i den digitale udgave af Femina skulle opprioriteres, lød det fra Aller dengang.

- For at skærpe vores digitale fokus har vi måtte skære helt ind til benet og foretage store tilpasninger, sagde Charlotte Riparbelli, der er administrerende direktør i Aller.

Ud over Femina besluttede Aller at lukke helt ned for magasinet Antik og Auktion, der udelukkende udkommer på print. Og samtidig droppede man licensaftalen om at udgive modemagasinet Elle fra april.

I et opslag på LinkedIn har redaktionschef hos Elle Nikita Hoffmann Andersen, meddelt, at Elle har indgået en ny licenskontrakt med Toast Projects.

Nedlæggelserne af papirudgivelserne har kostet 34 medarbejdere jobbet på tværs af koncernen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU