Fagforening frygter besparelser på socialrådgivere efter ny aftale

25. MAJ 2023 • 22:54ERHVERV/POLITIK

Hos Dansk Socialrådgiverforening er forkvinde bekymret for, at millionbesparelse vil ramme velfærd.

Som følge af en ny aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening skal kommunerne spare 700 millioner kroner på administration.

Men det vækker bekymring hos Dansk Socialrådgiverforening. Her frygter man, at besparelsen vil føre til afskedigelser, og at det dermed vil gå ud over velfærd.

Tre ud af fire socialrådgivere opgøres nemlig ifølge fagforeningen som administration i kommunerne.

- Vi synes, at det giver god mening at forenkle og mindske unødigt bureaukrati, men rækkefølgen er forkert, siger forkvinde Signe Færch.

- Når man fastsætter sparekravet, inden man har peget på, hvad der skal fjernes af opgaver, så frygter jeg, at det rammer den borgernære velfærd som for eksempel det sociale arbejde, vi laver som socialrådgivere, lyder det videre.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) tages der med aftalen "de første skridt mod at få luget ud i meget af al den unødvendige administration og dokumentation, så vi kan sikre bedre løn og arbejdsvilkår for dem, der er rygraden i vores velfærdssamfund". Det siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Signe Færch har fagforeningen tidligere peget på, at man i kommunerne kan lave lettere beslutningsgange, hvor mere "beslutningskompetence" lægges ud til frontmedarbejderne for at mindske administrationen.

- Så det menneske, der står over for borgeren, får mulighed for at træffe beslutninger og hurtigt sætte hjælp i værk, i stedet for omstændige visitationsudvalg og procedurer, hvor det skal godkendes af en mellemleder.

- Jeg håber, at man i kommunerne vil gå ned ad den vej, siger Signe Færch.

Aftalen for kommunernes økonomi for 2024 blev indgået torsdag aften.

Her er KL og regeringen blevet enige om, at den kommunale serviceramme samlet set udgør 304,8 milliarder kroner.

Servicerammen hæves med 2,4 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU