F-kort-lånere får uændret rente det næste halve år
F-kort-renten lander på præcis samme sted som for et halvt år siden. Den vil formentlig falde om et halvt år.
Boligejere, der har valgt et såkaldt F-kort-lån, som refinansieres hvert halve år, har accepteret, at deres rente i modsætning til et fastforrentet lån kan svinge over tid.Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Således kan F-kort-kunder hos Totalkredit de næste seks måneder se frem til at skulle betale præcis samme rente, som de har gjort det seneste halve år.
Det skyldes, at den såkaldte Cita-6-rente, som danner grundlag for F-kort-renten lige nu ligger på præcis samme niveau som sidst, der skulle fastsættes rente.
Inklusive rentetillæg ender F-kort-lånerne med at betale 4,11 procent de kommende to terminer.
Og hvis man skal tro Totalkredits egne forudsigelser, bliver det endnu billigere næste gang, fordi den lave inflation vil få renterne til at falde over tid.
- Der er i markedet indpriset en forventning om, at den europæiske centralbank sætter renten ned første gang i marts måned.
- Det er for tidligt, tror vi. Vi forventer, at den europæiske centralbank gerne vil være helt sikker på, at inflationen rent faktisk er under kontrol, inden man begynder at sætte renten ned.
- Derfor tror vi først, at der kommer en rentenedsættelse i april, og at der følger én efter i juni.
- Hvis det holder stik, så giver det et praj om, hvor meget lavere F-kort-renten ender i juli næste år, siger Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom i Totalkredit.
/ritzau/