Erhvervsliv og kommuner efterlyser bred aftale om arbejdskraft

4. AUG 2022 • 23:28ERHVERV/POLITIK

Manglen på medarbejdere er så stor, at politikerne må gribe ind, lyder det fra Dansk Industri og kommunerne.

Manglen på medarbejdere er så alvorlig både i kommunerne og i de private virksomheder, at politikerne på Christiansborg må lægge sædvanlige stridigheder bag sig og finde sammen i et nyt nationalt kompromis om at skaffe mere arbejdskraft.

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening (KL) og erhvervslivets største organisation, Dansk Industri (DI).

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans fredag.

- Enten må partierne være ærlige overfor vælgerne og i gang med en helt anderledes benhård prioritering af, hvad det offentlige skal tilbyde folk, siger borgmester Martin Damm (V), der er formand for KL.

- Eller også må partierne skaffe den arbejdskraft, der skal til, for at de private virksomheder kan sikre vækst og velstand, og for at vi i kommunerne har medarbejdere og økonomi til at levere de ydelser, som folk forventer,

Frem til 2030 forventer kommunerne at få behov for yderligere 44.000 medarbejdere. Det skyldes, at der kommer flere børn og ældre.

Lykkes det ikke at skaffe de nødvendige hænder, kan kommunerne ifølge Martin Damm blive tvunget til for eksempel at nedprioritere rengøring hos ældre borgere.

Blandt private virksomheder er manglen på arbejdskraft endnu mere udtalt. Faktisk har det ifølge DI aldrig været sværere at rekruttere medarbejdere end nu, og virksomhederne kunne her og nu ansætte 38.000 flere, hvis de var til rådighed.

Derfor er administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, enig med kommunerne i såvel opfordringen til politikerne som løsningsforslagene.

Et nationalt kompromis er "oplagt" mener han.

Sandahl understreger, at det ikke er tilstrækkeligt at få flere danskere ind på arbejdsmarkedet.

Der skal også udenlandsk arbejdskraft til.

- Vi får brug for mange flere udlændinge. Det handler ikke om at få billig arbejdskraft, men om overhovedet at få folk. Vi står i en situation, hvor vi ikke har medarbejdere til at gennemføre de ting på grøn omstilling, som vi allerede har besluttet, og som vi gerne vil på sundhed og velfærd, siger han.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremhæver over for Finans blandt andet, at regeringen kort før sommerferien netop indgik en aftale om international rekruttering.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU