Enhedslisten vil stramme regler for dumpning af jord efter snyd

25. MAR 2025 • 05:30ERHVERV/POLITIK

Sagerne om dumpning af forurenet jord får Enhedslisten til at foreslå blandt andet en autorisationsordning.

Du har måske set det på tv. Eller læst om det på internettet. Afsløringer af den manglende kontrol med mange millioner ton overskudsjord - noget af det forurenet - som hvert år bliver kørt på tværs af kommuner og dumpet. Med konsekvenser for natur og miljø til følge.

Det vil Enhedslisten nu have sat en stopper for. Partiet har derfor fremsat et beslutningsforslag i Folketinget med 12 punkter, der skal vende udviklingen til det bedre.

- Der er så meget dokumenteret snyd. Ingen ved, hvad der er i den jord, og der bliver ikke taget prøver af den, når den først er blevet lagt ud. Det ved vi, siger Leila Stockmarr, klima-, miljø- og naturordfører hos Enhedslisten.

- Kommunerne har ikke ressourcer til at tage prøver af jorden, når den først er blevet lagt ud. Så kommunen giver en tilladelse til, at der bliver dumpet jord, og de, der dumper jorden, har ansvaret for selv at tage prøverne. Og så kommer kommunen ikke efterfølgende og tjekker, hvad der er i jorden, siger hun.

Enhedslistens forslag kommer på baggrund af blandt andet jordskredssagen ved Nordic Waste i Randers samt afsløringer i tv-programmer som "Den Sorte Svane" og senest "Operation X" på TV 2.

Ifølge Enhedslisten hersker der "vilde vesten"-tilstande på området med dumpning af jord, som styres af jagten på profit.

Partiet vil derfor have, at overskudsjord ikke må blive deponeret oven på nuværende eller planlagte områder, hvor der skal indvindes drikkevand. Blandt andet i boringsnære beskyttelsesområder.

Enhedslisten vil også have en autorisationsordning for alle aktører, der indgår i håndtering af jord. Aktørerne skal kunne få frataget deres autorisation, hvis de ikke lever op til de regler, som partiet altså vil have strammet.

Der skal også være mere styr på, hvilke anlæg der skal have lov til at modtage overskydende jord. Og så vil Enhedslisten have kontrolleret, om der er forurenende PFAS-stoffer i den jord, der bliver dumpet.

- Man kontrollerer ikke for PFAS, hvilket er hul i hovedet, når vi har en national PFAS-krise, siger Leila Stockmarr.

Enhedslisten har forud for beslutningsforslaget spurgt eksperter på området samt Danmarks Naturfredningsforening om, hvad der er brug for, så der kan komme mere styr på, hvilken slags jord der bliver dumpet.

Partiet regner med, at der vil være lydhørhed i Folketinget over for forslagene.

- Miljøministeren (Magnus Heunicke (S), red.) har flere gange sagt, at han er åben over for helt nye regler, helt ny lovgivning, og at der skal strammes op, siger Leila Stockmarr.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT