Energinet: Vi kunne have kommunikeret klarere om øgede omkostninger

1. APR 2025 • 10:59ERHVERV/POLITIK

Driftsdirektør i Energinet kan ikke forklare, hvorfor ekstraregning i milliardklassen ikke blev meldt ud.

De meget omtalte forsinkelser af elnetudbygningen, der er blevet en brandvarm politisk kartoffel, kommer til at gøre projekterne milliarder af kroner dyrere.

Det burde have været kommunikeret tydeligere, at projekterne ville blive dyrere, siger Søren Dupont Kristensen, driftsdirektør i Energinet, der hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

- Vi kunne godt have været mere klare om omkostningerne, der blev identificeret i replanlægningsarbejdet.

- Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det ikke har fremgået tydeligere af vores kommunikation i årsmagasinet, siger han til Finans.

For lidt over tre uger siden kunne mediet Zetland berette, at mere end halvdelen af de anlægsprojekter, der skal gøre energinettet klar til den grønne omstilling, er forsinket.

Der er i alt forsinkelser i 98 af 174 planlagte udvidelser af det danske elnet. Forsinkelserne vil sammen med stigende priser betyde, at udbygningen af elnettet vil blive omkring 3,6 milliarder kroner dyrere.

Energinet planlagde sidste sommer at udsende en pressemeddelelse om forsinkelserne og den højere pris på projekterne. Pressemeddelelsen blev imidlertid aldrig udsendt.

Sagen har bragt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i klemme, da der er opstået tvivl om, hvad han og hans ministerium egentlig vidste om sagen, inden den planlagte pressemeddelelse ikke blev sendt ud.

Ministeriet vidste, at pressemeddelelsen ikke blev sendt ud. Spørgsmålet er, om ministeriet påvirkede den proces.

Lars Aagaard har undskyldt, men ni partier har hevet ham i et samråd, som finder sted 9. april. Her skal han redegøre for sagen.

Ministeren har hidtil haft meget lidt lyst til at kommentere sagen og sin egen rolle over for offentligheden.

Søren Dupont Kristensen fra Energinet siger til Finans om fordyrelsen på de 3,6 milliarder kroner, at "den primære grund er, at markedspriserne på komponenter og entreprenørydelser til projekterne er steget markant".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT