Ekspert er optimistisk trods frygt for AI på arbejdsmarkedet
En ny undersøgelse viser, at borgerne forventer flere fordele med AI for virksomhederne end for de ansatte.
Borgerne tror langt mere på, at kunstig intelligens eller AI vil gavne virksomhederne, end at den vil gavne lønmodtagerne.Nærmere bestemt tror to ud af tre borgere i en ny undersøgelse fra Trygfonden, at AI vil hjælpe danske virksomheder. Det er omkring dobbelt så mange som dem, der forventer gevinster for de ansatte.
Ifølge senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Frederik Olsen er der endnu ikke tegn i tallene på, at kunstig intelligens i højere grad gavner virksomhederne end lønmodtagerne.
- Selv inden for de job, hvor vi vil forvente en stigning i ledigheden, følger beskæftigelsen udviklingen på resten af arbejdsmarkedet, siger han.
Senioranalytikeren er generelt fortrøstningsfuld. Han beskriver AI som en forbedring af produktiviteten, som arbejdsmarkedet må tage til sig.
- Det kræver også, at vi investerer i efteruddannelse og kompetenceudvikling, så både ansatte og arbejdsgivere kan få gavn af det. Men der er endnu ikke tegn på, at AI fører til større ledighed, siger Frederik Olsen.
Undersøgelsen viser også, at mange frygter, at AI vil gøre det sværere for unge at komme ind på arbejdsmarkedet.
Omkring seks ud af ti mellem 18 og 35 år frygter, at AI vil gøre det sværere for unge og nyuddannede at komme i arbejde.
For hele befolkningen deler 46 procent den samme bekymring.
- Når det gælder unge, kan vi se de første krusninger i, hvad kunstig intelligens kan gøre ved arbejdsmarkedet, siger senioranalytikeren.
Han henviser til en analyse fra Nationalbanken i september. Den viser, at beskæftigelsen blandt unge er vokset mindre i virksomheder, der bruger AI, end i virksomheder, der ikke gør.
Analysen viste dog også, at de unge medarbejdere, der ellers ville være blevet ansat i virksomheder, som anvender kunstig intelligens, har fundet arbejde i andre virksomheder.
- Det er for tidligt at drage samlede konklusioner. Men vi skal følge udviklingen blandt unge på arbejdsmarkedet tæt, siger Olsen.
AI kan øge forskellen mellem dem, der har de rette færdigheder, og dem, der ikke har. Alligevel er Olsen optimistisk på arbejdsmarkedets vegne.
- Fordi arbejdsmarkedet er så fleksibelt, og fordi vi har den arbejdsmarkedsmodel, vi har, er jeg fortrøstningsfuld for fremtiden, siger han.
I sin analyse regner Nationalbanken også med, at virksomheder, der indfører AI, fortsat gør det i et tempo, hvor de berørte medarbejdere løbende finder arbejde andre steder.
Usikkerheden er dog stor. Nationalbanken kan derfor ikke udelukke, at AI på sigt vil føre til færre job i Danmark.
RITZAU
