DSV's milliardopkøb af DB Schenker er blevet godkendt af tysk ejer
DSV bekræfter i selskabsmeddelelse, at opkøbet af DB Schenker er godkendt af bestyrelsen i Deutsche Bahn.
Den danske logistikgigant DSV har onsdag fået godkendt sit køb af tyske DB Schenker af bestyrelsen i det statsejede Deutsche Bahn.Det bekræfter det danske selskab i en selskabsmeddelelse onsdag eftermiddag. Det samme gør Deutsche Bahn i sin egen pressemeddelelse.
Købet er dog endnu betinget af myndighedernes godkendelse, fremgår det.
Topchef Jens H. Lund siger i meddelelsen, at han er glad for, at DSV har formået at indfri den tyske ejers betingelser for købet.
- Vi takker Deutsche Bahn for professionelt at have fået os hen til dette stadie, og vi er begejstrede for at arbejde hen imod at skabe en førende global spiller inden for transport- og logistikindustrien, lyder det.
Tidligere har DSV fået godkendt et bud på 14,3 milliarder euro, hvilket svarer til omkring 107 milliarder kroner.
Schenker og DSV vil få en samlet omsætning på omkring 293 milliarder kroner, hvis man kigger på 2023-tallene. Sammenlagt råder de to selskaber over 147.000 medarbejdere i over 90 lande.
Med opkøbet bliver DSV det største logistikselskab i verden målt på omsætning.
I december 2023 satte Deutsche Bahn, som er ejet af den tyske stat, officielt Schenker til salg.
Siden har flere selskaber været interesseret i at byde på logistikselskabet, herunder danske Mærsk.
Til sidst var der dog blot DSV og kapitalfonden CVC Capital Partners tilbage som mulige købere af Schenker.
DSV blev af mange betragtet som en favorit til opkøbet grundet de mange overlap mellem de to selskaber.
Men i slutningen af august anbefalede den tyske fagforening Verdi at vælge CVC Capital Partners som køber frem for DSV. Det skyldtes, at fagforeningen er bekymret for antallet af fyringer, hvis DSV overtager DB Schenker.
Som led i købsaftalen har DSV forpligtet sig til en række "sociale forpligtelser" i forhold til medarbejderne. Dette gælder i to år, efter at handlen er gennemført, lyder det.
Opkøbet af Schenker er langt det største opkøb, DSV har gennemført. Det skriver sig desuden ind i dansk erhvervshistorie som et af de største nogensinde.
Siden slutningen af 1980'erne har DSV opkøbt en lang række virksomheder, hvilket har skabt massiv vækst for selskabet.
Selskabets hidtil største opkøb er fra 2019, hvor det måtte slippe omkring 37 milliarder kroner for schweiziske Panalpina.
/ritzau/