Det skal være forbudt med PFAS i brandslukningsskum i Danmark

31. JAN 2023 • 17:19ERHVERV/POLITIK

Regeringen arbejder for at begrænse brugen af PFAS-stoffer i Danmark. Nu kommer forbud i brandslukningsskum.

Der skal indføres et nationalt forbud mod PFAS-stoffer i det brandslukningsskum, som bruges på øvelsespladser.

Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) på et doorstep tirsdag.

- Vi er i gang med et EU-forbud, hvilket vil være det største forbud af så mange tusindvis af stoffer på EU-plan, men det tager lang tid. Der er også lang indfasning.

- I mellemtiden kan vi tage enkelte stoffer ud. Og det næste skridt i Danmark er på øvelsesterræner og i forhold til brandslukningsøvelser. Vi laver et nationalt forbud i brandslukningsskum, siger Heunicke.

PFAS er en samling af kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne i alt fra produkter som brandslukningsskum til fødevareemballage.

PFAS-skandalen begyndte for alvor at rulle, da der blev konstateret store mængder PFAS i blodet hos borgere i Korsør, som havde spist kød fra køer, som havde græsset på PFAS-forurenet jord.

Forureningen kom fra en lokal brandskole, som havde brugt skum med PFAS, der via regnvandet blev spredt til det område, hvor kørerne græssede.

Forbuddet mod PFAS i brandslukningsskum på øvelsespladser træder først i kraft efter årsskiftet, altså i 2024, oplyser ministeren.

SVM-regeringen arbejder for et forbud mod PFAS generelt på EU-plan. Regeringen vil desuden begrænse brugen af PFAS i Danmark.

I den forbindelse er forbuddet i brandslukningsskum næste skridt.

Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, kalder det for et lille skridt i den rigtige retning. Hun efterlyser mere handling.

- Vi er glade for, at regeringen nu anerkender, at PFAS kan reguleres nationalt i Danmark.

- Men det her er et meget lille skridt, i forhold til hvor stort problemet med PFAS er. Vi havde håbet på, at miljøministeren ville udbrede forbuddet til flere områder og i bedste fald indføre et generelt nationalt forbud.

- I alle forbrugerprodukter skal PFAS forbydes. PFAS har intet at gøre i køkkenudstyr, i stegepander, i regntøj og i kosmetik, siger hun.

Tekstilområdet er det næste område, som man fra regeringens side vil se på nationalt.

PFAS-stoffer er nyttige mange steder og bruges blandt andet til at imprægnere regntøj, så det bliver vandafvisende.

Men de er også skadelige. PFAS ophober sig i blod, organer og miljø og kaldes "evighedskemikalier", da de er svære at nedbryde.

De mistænkes også for at øge risikoen for kræft.

I 2020 blev PFAS forbudt i fødevareemballage af pap og papir i Danmark, og Danmark og flere andre vil have et EU-forbud mod stofgruppen.

Et udkast skal præsenteres i Bruxelles i februar. Flere partier vil dog have et nationalt forbud, da det kan tage år, før et EU-forbud er klar.

Sidstnævnte bekræfter Heunicke tirsdag. Arbejdet med et EU-forbud og dernæst indfasning er langvarig.

Regeringen har varslet en national handlingsplan på området. Status på den har Heunicke tidligere tirsdag givet miljøordførerne fra Folketingets partier.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU